23948sdkhjf

Mekoprint satser yderligere på solceller

Støvring-virksomheden træder nu ind i et nyt forskningsprojekt vedrørende polymer-baserede solceller. Denne gang under ledelse af universitetet i Bayreuth.
Det EU-støttede forskningsprojekt, Largecells, vil være et kæmpeskridt fremad for europæisk produktion af plastbaserede (polymere) solceller. Polymersolceller vil på sigt være markant billigere at fremstille i volumenstyktal end konventionelle siliciumsolceller, og Largecells-projektet (som er en kortform for Large-area Organic and Hybrid Solar-Cells) skal over en treårig periode undersøge, hvordan man kan forbedre levetid og effektivitet for de polymere solceller, da netop disse faktorer hidtil har været begrænsende for denne type solcellers kommercielle gennembrud.

Mekoprint har igennem flere år arbejdet tæt sammen med RISØ-DTU, om udviklingen af polymersolceller, specielt med henblik på at massefremstille disse komponenter i kostoptimerede processer. Fremstillingen af plastbaserede solceller kan teoretisk udføres som en trykkeproces, og dermed kan Mekoprint med eksisterende produktionsudstyr på sigt integrere solceller i andre komponenter til en kundes produkter. Solceller til forsyning af elektronikken i en industriel styring vil derfor eksempelvis kunne blive en del af et betjeningspanel. Alternativt vil Mekoprint kunne levere solceller som stand-alone emner, der kan fungere som billige strømforsyninger af prisfølsomme, men fuldstændigt CO2-neutrale produkter.

Vil forbedre produktivitet
Largecells-projektet er styret af universitet i Bayreuth, Tyskland, under ledelse af professor Mukundan Thelakkat, der er specialist i funktionelle polymerapplikationer. Der er afsat en forskningspulje fra EU kommissionens 7. rammeprogram på 1,64 mio. euro med henblik på at øge effektivitet og levetid for polymer-solceller samtidig med, at disse komponenter bliver produktionsmodnede, så de kan fremstilles til en brøkdel af prisen for de traditionelle siliciumbaserede solceller. Professoren fra Bayreuths universitet peger i den forbindelse på danske Mekoprint:

- Mekoprint har fra et tidligt stadie arbejdet sammen med forskningsinstitutioner om optimering af polymer-solceller med henblik på en fremtidig kosteffektiv produktionsform. Den danske produktionsvirksomhed formår at parre den nødvendige høje mekaniske præcision og styring af kemien i processen med en lynhurtig trykketeknik. Det er netop forudsætningen for, at disse yderst gavnlige strømproducerende komponenter kan blive så billige og effektive, at de kan opnå et solidt, kommercielt gennembrud. Sammen med Mekoprint vil vi undersøge, hvordan den langsigtede stabilitet og produktivitet for de plastbaserede solceller løbende kan blive bedre, siger Mukundan Thelakkat.

De øvrige partnere i EU-projektet ”Largecells” er: Eindhoven University of Technology i Holland, Ben Gurion University of the Negev i Israel, Bayerische Forschungsallianz GmbH i Tyskland samt Danmarks Tekniske Universitet / RISØ.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094