23948sdkhjf

Rekordår for William Demant på alle fronter

Høreapparater, høreimplantater og diagnostiske instrumenter sikrer rekordomsætning for William Demant.

William Demant Holdings direktør, Søren Nielsen, ser med tilfredshed tilbage på et 2017, som han selv kalder et "rekordår". 

Regnskabet for sidste år viser da også en omsætning, der voksede med 10 procent til 13,2 mia. kr.

Og samtidig tog selskabet markedsandele i alle tre forretningsområder: høreapparater, høreimplantater og diagnostiske instrumenter. 

- Vi er i 2017 nået ud til flere mennesker end nogensinde før og har formået at levere stærk vækst, og alle vores forretningsaktiviteter har vundet markedsandele, siger direktøren i en kommentar til regnskabet. 

Høreapparatdivisionen udgør 87 procent af omsætningen og er således det vigtigste forretningsben. 

Her finder man varemærker som Oticon, Bernafon og Sonic. Førstnævnte nyder godt af høreapparatet Oticon Opn, der blev lanceret for halvandet år siden. 

William Demant har en stærk position i både Europa og Nordamerika, der hver især står for 41 procent af omsætningen. 

Særligt Nordamerika-regionen præsterede godt sidste år med en omsætningsfremgang på 14 procent. 

Selskabet opnåede et resultat af primær drift på 2,5 mia. kr. Resultatet efter skat lyder på knap 1,8 mia. kr. 

Forventningen til 2018 er et driftsresultat på mellem 2,55 og 2,85 mia. kr.

Selskabet vil iværksætte et aktietilbagekøbsprogram til en samlet værdi på mellem 1,5 og 2 mia. kr. - med forbehold for, at der dukker interessante opkøbsmuligheder op. 

William Demant er repræsenteret i mere end 130 lande og har mere end 13.000 medarbejdere. 

/ritzau/

William Demant Holding A/S
mio. kr. 2017 2016
Omsætning 13.189 12.002
Driftsresultat (EBIT) 2.338 1.942
Resultat før skat 2.227 1.841
Årets resultat 1.759 1.464
Aktiver 16.222 15.548
Egenkapital 7.433 6.966
Gns. antal ansatte 13.280 12.339
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094