Stadig nedgang på vigtige markeder for B&O
Fremgangen i Danmark og Storbritannien lader stadig vente på sig hos den danske elektronikproducent.
Til gengæld er der godt nyt fra koncernens tredje og største hovedmarked; Tyskland, hvor fremgangen i salget lød på 7,2 % i første halvår. Også i Asien havde B&O god vækst i halvåret med en fremgang i salget på 15,3 %.
Stagnering i antallet af B1-butikker
På distributions-siden ser B&O ud til at have fået stoppet tilbagegangen i antallet af B1-butikker. Ved udgangen af andet kvartal 2010/2011 var der i alt 687 B1-butikker verden over, og det er blot tre færre end ved udgangen af første kvartal.
Antallet af shop-in-shop butikker er på 277 mod 300 ved udgangen af det seneste regnskabsår.
- På baggrund af den senere tids positive omsætningsudvikling i de modne butikker forventer koncernen at intensivere indsatsen omkring rekrutteringen af nye butikker. Koncernen forventer, at nettoantallet af B1 butikker ikke vil være væsentligt forandret ved udgangen af regnskabsåret 2010/2011 sammenlignet med slutningen af regnskabsåret 2009/2010, lyder det i B&O’s halvårsregnskab.