23948sdkhjf

GomSpace satser på det kommercielle marked

Nanosatellitter til det kommercielle er vejen frem for GomSpace, der må ty til samarbejdspartnere og underleverandører for at følge væksten

En af dansk erhvervs største vækstraketter er uden tvivl aalborgensiske GomSpace. Udvikling og produktion af nanosatellitter har vist sig at være en aldeles god forretning. 

Især på det seneste har væksten taget til. I år ramte de 200 ansatte og oplever stor interesse på den svenske fondsbørs, som moderselskabet GomSpace Group AB er noteret på.

Der er dog masser af vækstpotentiale tilbage på den sti, som virksomheden følger. 

- Det vækster mest i det kommercielle. Men vi forventer også, at flere og flere lande begynder at have deres eget satellitkapacitet, fortæller administrerende direktør Niels Buus til Electronic Supply.

Den bredt anerkendte erhvervsleder er ikke den eneste, som ser potentialet i det kommercielle marked for nanosatellitter. En vigtig samarbejdspartner ser også den vej som den rette for GomSpace.

- Jeg har set dem vokse stort fra fem mennesker på et kontor i Aalborg til i dag, hvor de er mere end 200 mennesker med stor produktion og udviklingsfaciliteter. Væksten de seneste fem år er fantastisk, og vi forventer, at firmaet leverer avancerede nanosatellitter til det kommercielle marked de kommende år, siger Roger Walker fra European Space Agency.

I sidste uge fremviste GomSpace en livedemonstration, hvor de hentede data ned fra to nanosatellitter, mens de passerede Aalborg. Én af dem skal overvåge det arktiske område for ESA.

Ansættelser kan ikke følge væksten
GomSpaces administrerende direktør har tidligere nævnt tallet 300 i snakken om antal medarbejdere. Virksomheden er hastigt på vej mod det tal. Faktisk i så voldsom grad, at de næsten ikke kan følge med i Aalborg.

- Vi er 200 nu og forventer stadig at vokse. Vi skal nok nå 300 på et tidspunkt, men det er ikke et mål i sig selv, siger Niels Buus.

- Vi vokser i sådan en grad, at vi ikke kan nå at få folk ind i virksomheden hele tiden. Så vi skal også bruge andre samarbejdspartnere og underleverandører i stedet for at ansætte. Det er ikke en dybdegående strategi, men det er for at klare væksten, forklarer han.

En af måderne, hvorpå satellitvirksomheden kan tiltrække nye ansatte, er at åbne nye afdelinger rundt omkring i verden. Det er for eksempel sket her i april.

- Vi har lige startet et datterselskab i Luxembourg i denne måned. Her skal vi lave styring af mange satellitter oppe i rummet. Og så har vi jo datterselskaber i USA og Singapore, hvor det drejer sig mere om salg, siger direktøren.

Afdelinger i udlandet er også en vigtig del af rekrutteringen af rumingeniører. De hænger nemlig ikke på træerne inden for de danske grænser.

- Vi uddanner desværre ikke vores egne rumingeniører her i landet, så derfor skal vi ud og hente nogen fra udlandet. Der kommer mange her. Vi er 25 udlændinge i virksomheden, og de fleste er rumingeniører. Men vi kan ikke forvente, at vi kan blive ved med at trække dem til Aalborg, så det gør vi ved at være andre steder og trække dem derhen, forklarer Niels Buus.

Han har været med på GomSpaces rejse gennem mere end 10 år. Dengang sprang de ud fra det aalborgensiske universitetsmiljø. Buus var først bestyrelsesformand og blev senere administrerende direktør i 2014, hvor der var 10 ansatte i virksomheden.

Dybere muligheder for teknologien
Der er også sket meget på den tekniske front. I år har GomSpace formået at sende to nanosatellitter i kredsløb, mens de kommunikerer med hinanden. 

- Det har været en drøm, som vi har snakket om hele vejen. Det er fantastisk at være med til, siger Niels Buus.

Hos det europæiske svar på NASA er der også begejstring for virksomhedens fremskridt. Det ligner nemlig en stærk samarbejdspartner i fremtiden.

- Jeg ser vores samarbejde som lovende, og jeg håber, at det fortsætter. Vi er kun halvvejs på rejsen sammen, og den har allerede varet et årti. Nu begynder det kommercielle også at blive opfyldt. Det kan blive meget større, fordi der er masser af muligheder for nanosatellitterne - og ikke kun i laveste kredsløb om jorden. Jeg ser også store muligheder i deep space for den her teknologi, slutter Roger Walker.

Den første del af GomSpaces virksomhedsnavn står for "Grumpy Old Men", hvilket stifterne blev kaldt i det akademiske miljø i Aalborg før rakettens spæde start.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094