Det japanske jordskælv i fredags har sat chokbølger igennem flere industrier – og elektronikindustrien rammes også i form af stigende priser på komponenter, processorer og RAM.
En af dem, der mærker effekten tydeligt er komponentproducenten Kingston.
- Der er en hamstring i gang, og vi ser allerede nu, at priserne for RAM-kredse er stigende. Vi bliver kimet ned fra morgenstunden fra folk, som vil tømme vores lager. Vi håndterer det ved at sætte begrænsninger på, hvor meget man kan købe. Vores interesse er at kunne blive ved med at levere til pc-byggere og andre almindelige kunder og undgå spekulation, siger den danske landechef Michael Lysholt Nielsen til ComON.
Flere internationale analytikere påpeger, at produktionen af flere elektronikkomponenter kan være i fare.