23948sdkhjf

Nu bliver vejrudsigterne bedre

Termas bidrag til ny ESA-satellit giver bedre kontrol og værdi af videnskabelige målinger

Når den europæiske satellit Aeolus tirsdag den 21. august sendes op fra den europæiske rumfartsorganisation ESAs rumcenter i Fransk Guyana, er det med to stjernekameraer fra Terma ombord.

Kameraerne skal sikre, at satellittens kontrolsystem hele tiden med en overordentlig høj nøjagtighed har styr på, hvordan satellitten er orienteret i rummet. Viden om satellittens orientering er ikke kun vigtig i forbindelse med kontrol men også for, at de videnskabelige målinger overhovedet kan benyttes. 

Stjernekamera fra Terma til Airbus
Terma har leveret de to stjernekameraer af typen HE-5AS Star Trackers til hovedleverandøren af Aeolus, Airbus Defence & Space i Stevenage, Storbritannien.

Et stjernekamera er basalt set et autonomt digitalkamera, som ved hjælp af en ”Lost in Space” funktionalitet kan fastslå en satellits orientering i løbet af få sekunder. Det sker ved, at kameraet tager billeder af stjernehimlen og sammenholder billederne med et digitalt katalog over 5.000 stjernekonstellationer. Når der er et match mellem kameraets observationer og et stjernebillede i computeren, ved man præcist hvordan satellitten er orienteret i banen omkring jorden. Det sker med en nøjagtighed på 1 bue-sekund eller 1/3600 grads nøjagtighed. 

Terma har leveret flere end 25 HE-5AS stjernekameraer til en række ESA-missioner og til missioner under U.S. Naval Research Laboratory, U.S. Air Force Research Laboratory, U.S. National Reconnaissance Office og U.S. Missile Defense Agency.

Europas nye vindmåler
Satellitten Aeolus’ primære opgave er at måle vindhastigheder i den lave del af atmosfæren – op til 30 km over jorden. Præcise data om vindforhold og -hastigheder er en udfordring for meteorologer, som med data fra Aeolus håber at få en mere underbygget viden om samspillet mellem vind, trykforhold, temperaturer og luftfugtighed.

Der er således store forventninger til satellitten, når den fra sin bane 320 km over jorden begynder at sende data til European Center for Medium-Range Weather Forecasts i Reading i England. Herfra forsynes en lang række nationale meteorologiske institutter med data til vejrudsigter.

Aeolus
Aeolus’ opsendelse finder efter planen sted tirsdag den 21. august 2018 kl. 21:20 GMT (23:20 dansk tid) fra Kourou i Fransk Guyana på den caribiske kyst i Sydamerika. Det sker på en europæisk Vega løfteraket.

Missionen blev vedtaget tilbage i 1999 med planlagt opsendelse i 2007, men blandt andet på grund af store udfordringer med at udvikle det videnskabelige hovedinstrument Aladin blev missionen forsinket.

Prisen for missionen er omkring 480 millioner euro eller godt 3,5 milliarder kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141