23948sdkhjf

Widex trækker ansøgning om kæmpefusion

OPDATERET: Har trukket sin ansøgning om milliardfusion med tyske Sivantos tilbage

Høreapparatselskabet Widex har trukket sin ansøgning om storfusion med Sivantos tilbage hos EU. Det skriver nichemediet Medwatch.

Fusionen blev annonceret tidligere i år og blev beskrevet som afgørende for at få en størrelse, så Widex kunne konkurrere i markedet, der er domineret af få store aktører.

- Som det er deres ret, har parterne den 30. oktober valgt at trække anmeldelsen tilbage, hvorved kommissionens undersøgelse stilles i bero, skriver en talsmand for EU-Kommissionen i en mail til MedWatch.

Sammen ville de to selskaber have en markedsandel på over 25 procent og dermed blive en førende aktør på det lukrative marked for udvikling og produktion af høreapparater.

Hos Widex bekræfter pressechef Andrew Arnold, at ansøgningen er trukket tilbage, men han understreger, at det ikke skal ses som et udtryk for, at fusionen er droppet.

- Vi ser det ikke som noget farligt. Det er en lang proces, og det tager rundt regnet 6-12 måneder at gennemføre en fusion. Det forventer vi fortsat.

- Det er et bump på vejen, men vi regner med at indsende en ny ansøgning snart, siger han.

Han vil ikke fortælle, hvorfor ansøgningen i første omgang er trukket tilbage.

Widex forventer, at fusionen med Sivantos vil gå igennem i første halvår af 2019.

Så sent som i oktober fortalte Widex' administrerende direktør, Jørgen Jensen, at han forventede, at fusionen ville blive godkendt på denne side af nytår.

- Og det er klart, at det vil være sundt for begge organisationer at få skabt klarhed, så vi kan komme videre, sagde han ved den lejlighed.

Da fusionen blev meldt ud i maj, fortalte parterne, at det samlede selskab ville blive et af verdens tre største producenter af høreapparater med distribution i 125 markeder og en omsætning på 1,6 milliarder euro - 12 milliarder kroner.

I sit seneste årsregnskab omsatte Widex for 4,3 milliarder kroner, mens GN og William Demant Holding omsatte for 9,6 og 13,2 milliarder kroner.

Widex er vokset pænt og giver et pænt overskud, men man skal ikke mange år tilbage, før selskabets omsætning stod i stampe, og der blev tabt trecifrede millionbeløb årligt.

Den fusionerede virksomhed vil blive ejet af kapitalfonden EQT, der ejer Sivantos, og Tøpholm- og Westermann-familierne, der ejer Widex. Sidstnævnte vil blive den største aktionær.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094