B&O vil endnu ikke løfte sløret for den nye kategori af produkter, men den forventes at bestå af stand-alone produkter, som er beregnet til ét rum, er nemme at installere og trækker på B&O’s kernekompetencer inden for design, lyd, system-integration og brugervenlighed.
Produkterne vil blive markedsført både via nuværende B&O-forhandlere og andre kanaler, og dermed forventer Struer-virksomheden, at de vil blive eksponeret for et bredt og relevant publikum.
- Den nye produktkategori forventes at blive en vigtig forretningsskaber, eftersom hensigten er at øge kendskabsgraden til Bang & Olufsens brand på verdensplan og skabe nye potentielle kunder for den nuværende Bang & Olufsen distribution, som tilbyder hele produktporteføljen og servicekonceptet, skriver B&O i en fondsbørsmeddelelse.
Yderligere detaljer om implementeringen af den nye produktkategori vil blive givet i forbindelse med fremlæggelsen af koncernens årsregnskab i august 2011.