23948sdkhjf

DTU putter flere kræfter i supercomputer

I fredags beskrev vi, hvordan Danmarks tre store HPC-anlæg har svært ved at holde trit med de voksende datamængder, men nu får danske forskere snart tre gange så megen regnekraft at trække på, når det kommer til behandlingen af life science-data.

DTU er nemlig snart klar med efterfølgeren til Computerome. Det meddeler universitetet på sin hjemmeside.

- Den nye udgave af Computerome, som vi forventer at kunne tage i brug efter sommerferien, bliver nok Danmarks kraftigste computer, siger Steen Pedersen, underdirektør og it-chef på DTU.

Computerome er en af de tre nationale supercomputere, der bruges til databehandling af blandt andre DTU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, hospitaler og private virksomheder.

For 70 millioner kroner flere kræfter

Den nye Computerome II skal derudover behandle data om danskernes DNA for det nye Nationalt Genom Center. Life science-forskning stiller særlige krav til mængden af data, der behandles, samt til overførselstiden mellem lagrings- og databehandlingsressourcer og størrelsen af lokal opbevaring.

- Computerome II vil få en kapacitet, der er tre gange så stor, som den vi kender i dag. Den skal håndtere sundhedsdata, som per definition er personfølsomme, så der vil blive stor fokus på datasikkerheden, og dermed giver den også DTU mulighed for at demonstrere vores ekspertise på det område, fortæller Steen Pedersen.

Over en femårig periode investerer DTU næsten 70 millioner kroner i opgradering af universitetets computerkraft, og ifølge universitetsdirektør Claus Nielsen er det nødvendigt at konsolidere og samle DTU’s it-investeringer på store HPC-anlæg.

- Mængden af forskningsdata er eksponentielt voksende, og det samme gælder kompleksiteten i de beregninger, som vore forskere skal kunne gennemføre. Det er helt afgørende, at vi kan understøtte vore forskere i deres beregningsopgaver – i øvrigt på lige fod med anden forskningsinfrastruktur, som stilles til rådighed, siger Claus Nielsen

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125