I de seneste år er der kommet fokus på udvikling af store el- og varmeproducerende solkraftanlæg med effekt op til 100 MW. Gennem de næste årtier forventer det Internationale Energiagentur en eksplosiv vækst i udnyttelsen af solkraft, så den på verdensplan dækker mere end 10 % af elforbruget i 2050.
Højteknologifonden har netop bevilliget 7 mio. kr. til et projektet Inline CSP, der er et samarbejde mellem virksomheden Polyteknik, AAU og DTU.
I de såkaldte ”Concentrated Solar Power” (CSP) anlæg fokuseres sollys med spejle på absorberrør, som via opvarmning af væsker driver produktion af elektricitet. Netop i absorberrørene, som er helt centrale for systemernes effektivitet, ser Polyteknik fra Østervrå et stort forretningspotentiale.
Polyteknik har specialiseret sig i fremstilling af avanceret coating udstyr og vil sammen med AAU og DTU udvikle nye korrosionsbestandige høj-effektive coatings, som kan fungere i fri luft. Projektet skal gøre Polyteknik i stand til både at levere coatingudstyr og tilhørende processer til fremstilling af absorbere.
- Solenergiforskning er et rigtig spændende område, som universiteterne satser meget på i de kommende år. Det nye solkraftprojekt repræsenterer en ny forskningsmæssig udfordring, som vi ser meget frem til, siger institutleder Kjeld Pedersen fra Aalborg Universitet.
Prisen for solkraftanlæg reduceresDet er ikke kun i Europa og USA, man har set mulighederne i koncentreret solkraft. Også Kina og tredjeverdenslandene viser interesse for at opbygge solkraftanlæg. Markederne for solkraftanlæg i disse lande forventes at vokse eksplosivt i de kommende år. Med højteknologifondsprojektets nye teknologi til absorberrør reduceres den nødvendige investering ved produktion af solkraftanlæg betydeligt, hvilket åbner nye markeder.
- Indien og Kina har vist stor interesse for at komme i gang med CSP-teknologien, men afskrækkes af den store investering, som er nødvendig med teknologien i den nuværende form. Vi vil være i stand til at reducere denne investering dramatisk og dermed gøre CSP-teknologien tilgængelig på helt nye markeder, fortæller direktør i Polyteknik Jens William Larsen.