23948sdkhjf

Erhvervsmanden Johan Schrøder er død - 78 år

En af dansk erhvervs store mænd er fredag død. Han stod i spidsen for familievirksomheden i tre årtier

Erhvervsmand og milliardær Johan Schrøder døde fredag i en alder af 78 år efter i en årrække at have lidt af den kroniske sygdom lungefibrose.

Det skriver dagbladet Børsen.

Han er kendt som topchef i tre årtier i medicokoncernen Radiometer, som faderen Carl Schrøder stiftede i 1930'erne.

Egentlig ville Johan Schrøder slet ikke have noget med Radiometer at gøre, men han lod sig alligevel overtale, da virksomheden stod og manglede en direktør i 1973.

Med en baggrund som civilingeniør førte han familievirksomheden videre igennem mange år. I 2004 blev den solgt for 4,4 milliarder kroner til amerikanske Danaher.

Desuden har Johan Schrøder også lagt en del kræfter i Dansk Industri, hvor han var formand i en årrække, ligesom han har været formand for Verdensnaturfonden i Danmark.

Familievirksomheden var allerede to årtier før salget tæt på at blive solgt. Alle øvrige familieaktionærer var klar til at afhænde virksomheden, men Schrøder gik imod.

Han lånte 600 millioner kroner til at købe de andre ud, og året efter fik han med en aktieemission samlet en stor del af de lånte penge ind igen.

Johan Schrøder fik i 1980 en betinget fængselsdom og en bøde for skattesvig og overtrædelse af våbenloven i forbindelse med salget af våbenfabrikken Wejra til en israeler via en dansk stråmand.

En del af hans mange penge blev investeret i ventureselskabet Axcel, som han var medstifter af i 1994.

Ligeledes er der brugt en pæn sjat på købet af godset Aggersvold ved Jyderup, som er indrettet til hestehold, men blev sat til salg på grund af sygdommen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078