Nichevirksomheder, som har modtaget støtte fra grønne forskningsprogrammer, kan komme til at se langt efter de nødvendige støttekroner. Den danske satsning på energi- og miljøteknologi ser ud at blive ramt af omfattende besparelse til næste år.
I regeringens udspil til finanslov 2012 er der således kun afsat 50 mio. kr. til det energiteknologiske udviklings-, demonstrations- og forskningsprogram. I 2011 var tallet godt 500 mio. kr., og i alt havde området adgang til ca. 1 mia. Det skriver politiken.dk.
Udsigten til at energi- og miljøteknologisk forskning tilføres ekstra midler fra globaliseringspuljen, som det har været tilfældet tidligere, er også mindre.
Overskydende midler i puljen er i vidt omfang øremærket uddannelsesområdet, skriver politiken.dk. Overfor avisen bekræfter klima- og energiminister Lykke Friis, at globaliseringspuljens beløb er godt halveret, så alle ministerierne nu skal kæmpe om ca. 700 mio. kr.