23948sdkhjf

Rovsing tjener atter penge

Efter fire år med store tab er der nu atter plus på bundlinjen hos den danske elektronikproducent.
Rovsing levede op til de udmeldte forventninger om et plus på bundlinjen og en omsætning på mindst 24 mio. kr.

Mere præcist omsatte Rovsing for 24,8 mio. kr. med et resultat af primært drift på 800.000 kr. og et nettoresultat på 100.000 kr. til følge.

Dermed synes skuden at være vendt for elektronikproducenten, som efter fire magre år har været tvunget til at sikre sin overlevelse gennem et ansvarligt lån på 15 mio. kr. fra de to største aktionærer, Søren A. Rasmussen ApS og Christian Rovsing A/S, som også har stillet sikkerheder for selskabets kassekredit i form af en kontant deponering af 6 mio. kr. samt yderligere sikkerheder på 2 mio. kr.

Vækker interesse hos store rumfartskoncerner
Fokus er derfor nu på at styrke kapitalgrundlaget samt at fortsætte det udviklingsarbejde, der har sikret selskabet en række af spændende samarbejdspartnere.

Således har Rovsing præsenteret sin solpanel simulator for rumfartsgiganter som Lockheed Martin Space Systems Company, Boeing Satellite Systems, Northrop Grumman Aerospace Systems, Space Systems Loral, Ball Aerospace and Technologies Corporation og Sierra Nevada Corporation med en forventning om at kunne lancere den om et års tid.

Også inden for automobilindustrien har Rovsing formået at gøre sine hoser grønne hos ledende aktører, som blandt andre omfatter Volkswagen, BMW, TRW, Delphi Diesel Systems, Knorr-Bremse, Hella og Valeo.

Revolutionerende produkt klart om 2-3 år
Endelig har Rovsing brugt regnskabsåret på at starte udviklingen af en andengenerations solpanel simulator baseret på en helt ny og revolutionerende teknologi i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet og finansieret af Højteknologifonden.

- Denne teknologi indebærer en række store konkurrencemæssige fordele i forhold til den i dag kendte teknologi. Denne produktudvikling forventes færdiggjort om 2-3 år, og vi har stor tiltro til, at dette produkt kan gøres markedsførende globalt set inden for rumfartsindustrien, oplyser Rovsings ledelse.

Endelig har Rovsing haft succes inden for jernbaneindustrien, hvor selskabet blandt andet har landet en aftale i samarbejde med Siemens om leverance af et nyt signaleringssystem til Københavns S-bane.

Fokus på indtjening om 2 år
Afkastet af de mange projekter kommer dog ikke til at smitte direkte af på bundlinjen for indeværende regnskabsår, som fortsat står i udviklingens tegn.

Til gengæld regner Rovsing-ledelsen med, at indtjeningen vil tage fart fra 2012/13-regnskabet.

- Selskabet forventer et positivt driftsresultat (EBIT) for det kommende regnskabsår 2011/12 og en omsætning af størrelsesordenen DKK 24-26 mio. Dette regnskabsår vil stadig være præget af væsentlige produktudviklingsaktiviteter. For det efterfølgende regnskabsår 2012/13 forventes en væsentlig stigning i såvel omsætning som indtjening, fremgår det af årsrapporten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079