23948sdkhjf

Nye vakuum-testfaciliteter hos Force

De nye vakuum-testfaciliteter har fornyet fokus på test af udstyr til rumfartsindustrien

Danmark har i mange år haft en stærk gruppe af virksomheder, der leverer udstyr til satellitter, rumstationer med videre. Denne gruppe er i de seneste år blevet udvidet med virksomheder, der udvikler og producerer cube- eller nanosatellitter, heriblandt GomSpace og Space Inventor.

Disse små meget billige satellitter vinder frem overalt. Datakraften er stor, og kun fantasien sætter grænser for anvendelsesmulighederne. De er bygget af moduler på 10x10 cm og er så billige, at de bliver tilgængelige på et kommercielt marked.

Strenge krav til satellitterne
På trods af den billige pris er der strenge krav til satellitternes evne til at fungere i det ekstremt hårde miljø, som karakteriserer rummet.

Force Technology har i mange år udført test af udstyr til rummet, for eksempel termisk vakuum, vibrations- og EMC-test. Senest har Force Technology i forbindelse med deres resultatkontrakt-projekt ”Udnyttelse af rummet til øget vækst” arbejdet på at udvide sine kompetencer inden for levetidsestimering af moduler til nanosatellitter for rummet.

Her er der nemlig et ønske om at udvide levetiden fra to-tre år til fem år. I forbindelse med arbejdet opstod der behov for etablering af faciliteter til robusthedstest, blandt andet øget termisk vakuumkammerkapacitet i Danmark.

Nye vakuum-testfaciliteter
Derfor har Force i løbet af det seneste år renoveret sine eksisterende termiske vakuumtestfacilitet. Kølesystemet er opdateret med de nyeste miljørigtige kølemidler, og Polycold, der sikrer, at man når de krævede 1.3 ⸱ 10-4 Pa, er helt udskiftet.

Instrumenteringen til turbomolekylarpumperne er opdateret. Desuden er der foretaget andre forbedringer, så det termiske vakuumkammer nu fremstår klar til kundeopgaver.

Temperaturområdet på base plate og skjold, som kan styres uafhængigt af hinanden, er -50 °C til +85 °C. Sluttrykket er 1.3 ⸱ 10-4 Pa.

Der kan umiddelbart testes produkter, som er op til 700 mm (længde) x 550 mm (bredde) x 550 mm (højde) og vejer op til 20 kg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078