NKT’s tid som konglomerat synger på sidste vers.
Det siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør for NKT Holding, i et stort interview med Dagbladet Børsen.
- I det store tidsperspektiv er NKT på vej til at blive en fokuseret, enstrenget virksomhed, fordi der er aktiviteter, som vil forlade familien på et tidspunkt, uden at vi ved, hvornår det er. Hvad, der ender med at være tilbage, er helt umuligt at sige i dag.
NKT Holding ejer NKT Cables, Nilfisk-Advance og Photonics Group samt 51 pct. af NKT Flexibles . Det er netop ejerskabet af de fire uensartede divisioner, man ønsker at gøre op med.
Således er overvejelserne om et salg af NKT Flexibles allerede langt fremme, hvorefter turen kommer til Nilfisk-Advance.
Han fremhæver salget af IT-virksomheden Giga til Intel i 2000 for 10 mia. kr. som et godt eksempel på, hvordan NKT kan skille sig af med sine divisioner.
- Med de udviklingstendenser, man ser inden for mange industrier i øjeblikket, er det mest logiske nok en anden industriel virksomhed, der sandsynligvis har synergi med nogle af aktiviteterne i vores selskaber og overtager dem som led i en konsolidering, siger Thomas Hofman-Bang.
NKT Holdings fire ben:
NKT CablesOmsætning: 8,5 mia. kr.
Ansatte: 3.600
Nilfisk-AdvanceOmsætning: 5,7 mia. kr.
Ansatte: 5.400
NKT Flexibles(ejes 51 % i et joint venture med Subsea 7)
Omsætning: 1,2 mia. kr.
Ansatte: 640
Photonics GroupOmsætning: 185 mio. kr.
Ansatte: 181