Millioner og nyt center til forskning i kvante-elektronik
Charles Marcus har fået en bevilling på 61 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond til at danne et nyt grundforskningscenter på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

- Jeg er meget begejstret og fuld af optimisme. Det er en kæmpe chance at opbygge et nyt center, hvor vi virkelig vil kunne udrette enestående forskning, siger en meget glad Charles Marcus.
Han tilbragte tidligere et sabbatophold på Niels Bohr Institutet forrige år, hvilket var meget succesrigt – også socialt, idet familien med de to børn nød at bo i Danmark.
Charles Marcus forventer, at det vil tage flere måneder at opbygge laboratorierne og eksperimenterne, som først forventes færdige en gang i april.
Udforskning af kvante-elektronik
Centeret vil fokusere på en tværfaglig udvikling af kvanteelektronik og kvanteoptik, forklarer Charles Marcus.
”Forskningen er indenfor kvante-elektronik og går ud på at udnytte avancerede materialer til at fremstille elektroniske komponenter, hvori der med elektriske målinger kan udforskes nye kvantemekaniske effekter. Der kan være tale om halvledende nanotråde, kulstof nanorør og superledende systemer. Eksperimenterne går både ud på at udvikle nano-elektronik bestående af disse materialer og udvikle nye målemetoder. Eksperimenterne foregår ved ultralave temperaturer tæt på det absolutte nulpunkt, som er minus 273 grader C,” meddeler Niels Bohr Instituttet i en pressemeddelelse.
Kilde: Københavns Universitet, Niels Bohr Institutet