Apples omsætning steg med 39 procent og nåede 153,2 mia. kr. i årets tredje kvartal, som kastede et nettooverskud på 36 mia. kr. af sig.
Resultater, der nok vil få langt størstedelen af verdens virksomheder til at se misundelige til.
Men for Apple er resultaterne skuffende, hvilket kunne aflæses af markedets reaktion. Således faldt selskabets aktiekurs med syv procent efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet tirsdag.
Det er blandt andet et skuffende salg af iPhones, der ligger bag reaktionen. Forventningen lød på omkring 20 mio. solgte eksemplarer i tredje kvartal, hvilket blev skuffet med 3 mio. smartphones.
Og så har Steve Jobs’ død naturligvis også spillet ind, påpeger flere analytikere, idet markedet endnu mangler at se klare indikationer på, hvilken retning den ny topchef Tim Cook ønsker at føre Apple.