23948sdkhjf

Danske teleskoper skal nærstudere stjerneskælv i Australien

I kælderen på Aarhus Universitet har en forskergruppe igennem det seneste år haft travlt med at samle og bygge et nyt instrument. En såkaldt spektrograf, der kan afsløre intime detaljer om stjerner såsom deres alder og vægt.

Nu er spektrografen ankommet til Australien, hvor den er blevet koblet sammen med to nye teleskoper. Og Aarhus-forskerne er nu i fuld gang med at nærstudere nattehimlen for at teste og prøvekøre deres højteknologiske hjertebarn. Det skriver Videnskab.dk.

»Teleskoperne vil give os nogle helt exceptionelle data, fordi vi kan studere de samme stjerner i detaljen og over længere tid. Det kan vi bruge til at teste og forbedre vores modeller over, hvordan stjerner dannes og udvikler sig,« forklarer astronom Mads Fredslund Andersen på en skypeforbindelse fra Mt. Kent Observatoriet i Queensland, Australien, til Videnskab.dk.

Han tilføjer, at det nye udstyr også skal bruges til at opdage fjerne og ukendte verdener: De såkaldte exoplaneter, som er planeter, der kredser om andre stjerner end vores egen stjerne, Solen.

De to nye teleskoper og spektrografen skal være en del af et netværk af danskledede teleskoper, kaldet Stellar Observations Network Group (SONG).

SONG-teleskoperne skal primært studere såkaldte stjerneskælv, som er rystelser på overfladen af stjerner. En slags jordskælv, som blot foregår på stjerner.

En af de førende forskere inden for stjerneskælv, belgiske Conny Aerts, er begejstret for det danske teleskopnetværk.
»SONG-teleskopnetværket er specielt designet til at opfange rystelser på stjerner såsom vores egen stjerne Solen. Det gør det til et ret unikt instrument,« vurderer professor Conny Aerts, som ikke er en del af SONG-projektet.

Conny Aerts påpeger, at studier af stjerneskælv blandt andet kan gøre os klogere på, hvad der gemmer sig i stjernernes indre, og hvilke byggesten - grundstoffer - stjernerne består af.

»Vi er vilde med stjerneskælv, fordi de udgør den bedste måde at finde ud af, hvad der foregår i stjernernes indre og forudsige stjernernes fremtid.«

»Det er meget på samme måde, som når seismologer lærer om, hvad der foregår i Jordens indre, uden at de behøver bore et hul derind, men ved at studere jordskælv,« fortæller Conny Aerts, som er professor ved Institut for Astronomi ved universitetet KU Leuven i Belgien.

Det er spektrografen - instrumentet som er bygget i kælderen i Aarhus - der bruges til at lave målinger af stjerneskælv. 

»Lyset fra stjernerne bliver indfanget af teleskoperne og sendt hen til spektrografen. Spektrografen kan sprede det hvide lys fra stjernen ud i regnbuens farver og måle intensiteten af hver enkelt farve - eller rettere hver enkelt bølge længde -  i lyset,« forklarer Mads Fredslund Andersen.

Med andre ord måler spektrografen altså på farvespektret i det lys, en stjerne udsender, og astronomerne kan omregne disse farve-data til viden om stjernens alder, størrelse, grundstoffer og andre hemmeligheder fra stjernens indre.

På trods af interessen for SONG-netværket blandt internationale asteroseismologer er oprettelsen af netværket imidlertid gået langsommere, end forskerne havde håbet på.

Der er konstant opstået forsinkelser på et tredje teleskop i netværket, som skal studere nattehimlen fra den centrale del af Kina. SONG-teleskopet i Kina er næsten en tro kopi af det danske teleskop på Tenerife, men det er finansieret og bygget af Aarhus-forskernes kinesiske samarbejdspartnere.

»Det hele er bygget helt færdigt, men vi er stadig i gang med at indstille og justere instrumenterne,« lød det i 2014, da Videnskab.dk interviewede professor Licai Deng, som er leder af den kinesiske del af SONG-projektet.

Dengang regnede han med at kunne indvie det kinesiske SONG-teleskop i 2015.

Siden opstod der imidlertid tekniske problemer med teleskopet, ligesom vejret i området har været problematisk.

»I løbet af de sidste par år ser det ud til, at vejret er blevet dårligere i området, hvor teleskopet står. Derfor er de nu i gang med at flytte teleskopet til et nyt observatorium, og det tager tid. Det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over,” fortæller Mads Fredslund Andersen.

Ud over det forsinkede SONG-teleskop i Kina og den nye tilføjelse i Australien, arbejder forskerne i øjeblikket på at få opstillet endnu et SONG-teleskop på Hawaii.

»Vi har kontakt med forskere på Hawaii, som er meget interesserede i projektet. Men det næste skridt er det sværeste; vi skal skaffe penge til teleskopet,« slutter han.

Kilde: https://videnskab.dk/teknologi-innovatio...

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109