23948sdkhjf

Ry-virksomhed scorer tre norske millionordrer

En udfarende og målrettet salgsstrategi giver pote for KB Electrotech, som går et par travle måneder i møde.
KB Electrotech hører ikke til de virksomheder, der bygger læhegn, når vinden skifter.

Således har virksomheden fra Ry oprustet på salgssiden under finanskrisen, og det begynder nu at give pote.

Arbejdet målrettet mod Norge
I sidste uge vandt KB Electrotech en ordre på 60 mio. NOK fra Statens Vejvæsen i Norge, som dermed bliver den tredje millionordre i en serie af opgaver, der samlet set løber op i 83,5 mio. NOK.

- Vi har arbejdet meget målrettet på det norske marked, og har tidligere leveret til det Norske Vejvæsen og flere af de store entreprenører. Projekterne gennemføres under ganske formalistiske procedurer og med ekstrem fokus på sikkerhed, sundhed og miljø, hvilket vores organisation er ved at være rigtig godt gearet til, siger direktør Jan Gram, KB Electrotech, til Lokalavisen/Skanderborg.

Samtlige tre norske ordrer blev vundet i offentlig licitation i konkurrence med store lokale virksomheder som Mesta, Otera og Bravida.

Vi snakker ikke om krise
Ifølge KB Electrotech er det især evnen til at gennemføre store og komplekse projekter samt en reference til lignende succesfulde projektarbejder, der sikrer nye ordrer.

Virksomheden er nemlig også beskæftiget med projekter i mejeribranchen i både Norge og Sverige samt i Saudi Arabien, hvor man arbejder på et anlæg til mælkepulver hos virksomheden Almarai i Riyadh.

- Her i disse finanskrisetider har vi valgt at opruste på salgssiden. Vi er udfarende og investerer målrettet i markedet. Det ser ud til at bære frugt og sprede sig som ringe i vandet. Vi får nu så mange forespørgsler, at vi bevidst udvælger de projekter, der passer bedst ind i virksomhedens strategi og målsætninger. Alle snakker om krisetider i elbranchen, men ikke hos os, siger direktør Jan Gram, KB Electrotech.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094