23948sdkhjf

Jysk elektrolysevirksomhed lander Siemens-ordre

Vindmøllegiganten Siemens Gamesa har valgt den koldingbaserede elektrolyse-producent Green Hydrogen Systems (GHS) som partner i et banebrydende projekt, der skal fremstille brint vha. vindenergi. 

Læs også: Elektrolyse-firma vil opskalere produktion, omsætning og anlæg

Det oplyser Green Hydrogen Systems i en pressemeddelelse.

I projektet indgår en 3 MW-vindmølle fra Siemens Gamesa, der leverer grøn el til et elektrolyseanlæg fra GHS.

- Vi er meget glade for at kunne igangsætte dette banebrydende projekt og for at have Green Hydrogen Systems med som vores elektrolyse-partner. Deres elektrolyseanlæg spiller en helt central rolle i projektet, som vi håber vil bane vej for en kost-effektiv måde at lagre og anvende bæredygtig energi fra vindmøller på, siger Finn Daugaard Madsen, Innovation Manager for Power-2-X applications hos Siemens Gamesa.

Niels-Arne Baden, CEO for Green Hydrogen Systems, udtaler:

Læs også: Fra PtX-idé til virkelighed: Danmarks første eMethanolanlæg producerer flydende el

- (...) Siemens Gamesa, som for nylig har introduceret verdens største vindmølle, er oplagt til at lede udviklingen, når det gælder om at gøre brint baseret på vindenergi til den næste store innovation inden for Power-2-X. Vi er meget stolte over, at Siemens Gamesa har valgt Green Hydrogen Systems som elektrolysepartner til dette vigtige og visionære projekt, siger han.

Begynder i det nye år

Green Hydrogen Systems leverer i dag trykbaserede alkaliske elektrolyseanlæg til brint-tankstationer og Power-2-X-faciliteter rundt om i Skandinavien.

Det konkrete elektrolyseanlæg, der indgår i Siemens Gamesas nye projekt, er et 400 kW HyProvide A-Series, leveret som en komplet containerløsning inklusive alle installationer. 

Systemet er designet til at tage højde for en vindmølles vekslende energiproduktion, mensdet samtidig fastholder en høj effektivitet. Derved er det muligt at producere grøn brint til en meget lav pris, som nærmer sig niveauet for brint produceret vha. fossile energikilder.

Det nye Siemens Gamesa-anlæg forventes at begynde produktionen af grøn brint i januar 2021.

Fra brint til grøn el

Efterspørgslen på brint fremstillet vha. grøn el vokser i øjeblikket voldsomt.

Alene inden for det seneste år er væksten i den globale projekt-pipeline næsten femdoblet, fra 3,2 til 15 GW.

EU har for nylig offentliggjort en offensiv brint-strategi med en ambition om at få etableret brintanlæg i Europa med en samlet kapacitet på 6 GW inden 2024 og 40 GW inden 2030. Samtidig har Tyskland, Holland, Frankrig, Portugal og Norge offentliggjort egne nationale strategier for produktion af grøn brint.

For at understøtte ambitionen har EU skitseret en investeringsplan, som afsætter mellem 24 og 42 mia. EUR til opskalering af elektrolysekapaciteten – samt yderligere 220 til 340 mia. EUR til at støtte produktion af bæredygtig sol- og vindenergi i størrelsesordenen 80 til 120 GW, som kan forsyne elektrolyseanlæggene med grøn el. 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.111