23948sdkhjf

EWG Electronics klar til nyansættelser

Med en forventet omsætningsstigning på 20 procent er der brug for at udvide arbejdsstyrken hos underleverandøren fra Måløv.
EWG Electronics, der fungerer som underleverandør af elektronikmontage, er så småt ved at forberede en udvidelse af medarbejderstaben.

Det fortæller direktør Erik Kjær Nielsen til Electronic Supply.

- Vi var fire mand, da vi startede, og så er vi vokset jævnt hen over årene. Før finanskrisen var vi oppe på 15 mand, lige nu kun 12. Men ikke meget længere, for vi er på udkig efter en indkøber.

Medarbejderstaben skal udvides
Med en bruttofortjeneste på 5,1 mio. kr. og et resultat på 466.000 kr. var der fremgang over hele linjen i 2010-regnskabet sammenlignet med 2009 hos EWG Electronics.

Og da den positive udvikling ser ud til at fortsætte i indeværende regnskabsår, er der lagt op til yderligere oprustning på medarbejdersiden.

- Vi forventer, at omsætningen stiger med 20 procent i år, så vi skal nok udvide medarbejderstaben med et par mand mere. Vi har fået et par nye kunder ind om året de sidste mange år og nogle flere de seneste år, siger Erik Kjær Nielsen.

Har aldrig været helt nede
EWG Electronics ApS blev officielt dannet i 1996, men egentlig går historien 15 år længere tilbage, da virksomheden oprindeligt startede som produktionsdelen af Willy Smed ApS og altså først i 1996 blev skilt ud herfra.

- Så overtog vi lokaler, maskiner og ansatte, fortæller Erik Kjær Nielsen, som svarer ”både og” på spørgsmålet om, hvorvidt finanskrisen har ramt virksomheden fra Måløv.

- Vi har aldrig rigtigt været helt nede. Vi mærkede et mindre fald i omsætningen i forbindelse med finanskrisen, men den ramte os ikke på resultatet. Der har været flere økonomiske bobler og dale, men vi har aldrig mærket noget til det før. Kun i begyndelsen af 2009 måtte vi reagere som følge af tre måneder med afmatning.

Lever op til A. P. Møllers ord
Erik Kjær Nielsen er ikke bleg for at komme med et bud på, hvordan EWG Electronics har kunnet holde sig konstant oven på i de ellers så rørte økonomiske vande.

- Det skyldes blandt andet, at vi har en bredt sammensat kundemasse, der arbejder inden for mange forskellige brancher. Dermed udjævner rystelserne sig lidt. Og så kommer der hele tiden nye til. Det bevirker, at vi holder omsætningen og at den stiger. Vi har altså lært noget af den gamle A. P. Møller, som indførte begrebet ”rettidig omhu”. Det bruger vi faktisk her, slutter direktøren med et grin.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.484