23948sdkhjf

Fra lønnedgang til corona-bonus hos elektronik-designer

Hos design- og elektronikvirksomheden Sackit tog medarbejderne i foråret en kollektiv lønnedgang, da coronaen ramte og gjorde fremtiden usikker. Nu har virksomheden betalt medarbejderne tilbage og smidt en bonus oven i hatten efter et år, hvor salget i virksomhedens webshop steg med 85 pct.

– Alt gik i stå, da pandemien ramte Danmark, og det stod klart, at vi måtte handle hurtigt og konsekvent. Ikke for at spare os ud af krisen, men for at udfordre os selv og finde nye veje til at øge salget, siger Kristoffer Glerup, adm. direktør hos Sackit.

Årsregnskabet er endnu ikke klar til offentliggørelse, men ifølge Kristoffer Glerup viser de foreløbige tal, at Sackit i 2020 har løftet omsætningen 10-15 pct., godt hjulpet på vej af stigningen i onlinesalget. Samtidig er salget til kunder i detailhandlen øget med 30 pct., og der er i årets løb indgået nye forhandleraftaler med markante aktører som Humac, Magasin og Illums Bolighus.

–  Selv om vi i foråret desværre måtte fyre fire gode kollegaer og tage en kollektiv lønnedgang på 20-25 pct., har alle medarbejdere ydet en kæmpe indsats og hjulpet Sackit gennem en svær tid. Derfor glæder det mig, at vi nu kan give hele team Sackit fuld kompensation for lønnedgangen plus en bonus på 50 pct. oveni, lyder det fra Kristoffer Glerup.

Flere ressourcer til digitalisering og salg

Allerede inden covid-19 for alvor ramte Danmark i marts 2020, havde Sackit mærket de første konsekvenser af pandemien. Virksomheden oplevede store udfordringer med at få varer hjem fra Kina og måtte i al hast finde en ny fabrik til produktion af sine højtalere og høretelefoner, fordi rejserestriktioner forhindrede flere nøglemedarbejdere hos den daværende leverandør i at vende tilbage til fabrikken efter det kinesiske nytår.

Derfor var Kristoffer Glerup og managing director Peter Rasmussen også hurtige til at reagere, da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts. Sackit droppede ’nice to have’ og fokuserede udelukkende på ’need to have’.

Det betød udskydelse af større investeringer i nye produkter og en planlagt flytning til nye lokaler. Til gengæld frigjorde det ressourcer til digitalisering og salg. Således har virksomheden skruet markant op for sin onlinetilstedeværelse og har sideløbende udviklet ny hjemmeside og webshop, som lanceres i løbet af januar for at understøtte, at forbruget i stigende grad foregår online.

– Vi besluttede hurtigt at reducere vores faste omkostninger så meget som overhovedet muligt. Det har gjort os i stand til at forfølge de muligheder, som er opstået under krisen. Vi har på intet tidspunkt sænket ambitionerne, og vi ser optimistisk på 2021, uanset om nedlukningen bliver af kortere eller længere varighed. Vi har flere nye produkter på vej, som vi glæder os til at præsentere i løbet af de kommende måneder, siger Kristoffer Glerup.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078