23948sdkhjf

Efter årevis med tab: Rovsing tjener penge på driften

Rovsing A/S har i første halvår af deres forskudte regnskabsår boostet omsætningen med 32 procent og kan i samme ombæring fremvise et driftsresultat på omtrent en million kroner.

- Det er meget glædeligt at se, at den plan vi har lagt nu bærer frugt, fortæller Hjalti Pall Thorvardarson, der tiltrådte som CEO i starten af 2018.

- Men det er bare det første skridt af mange, der peger fremad. Vi har større strategiske målsætninger, siger Hjalti Pall Thorvardarson.

Med på de rigtige missioner

Det er første gang i årevis, at man kan tale om egentlig balance imellem indtægter og udgifter hos børsnoterede Rovsing A/S, der producerer testsystemer og produkter til satellitter og rumfartsbranchen.

I lang tid har man hos Rovsing ikke arbejdet smart nok og ikke sikret et kontinuerligt og ensartet flow i ordreindtaget. Og det betød at man i mange projekter endte med at tabe penge i stedet for at tjene penge.

I det seneste årsregnskab 19/20 lød det samlede tab på 6,8 millioner kroner. I de seneste fem regnskabsår har man samlet set tabt 34 millioner kroner.

- Vi har brugt noget tid på at Rovsing i form, så vi er i stand til at levere på driften. Det handler dels om at lave flere kontrakter og være gearet til at skabe mere omsætning, forklarer Hjalti Pall Thorvardarson. 

- Og så har vi været dygtige til at positionere os og være med på de rigtige ESA-missioner. Vi har godt gang i butikken og ikke rigtigt ramt af corona udover lidt på forsyningskæden, men kontrakterne er der jo, siger Hjalti Pall Thorvardarson.

Nye penge til vækst

Rovsing A/S har i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet også fremlagt en aktieemission, som kan give virksomheden op til seks millioner kroner, som skal øremærkes til yderligere vækst.

- Vi ser en mulighed for at finansiere vores fortsatte vækstrejse. Nu har vi vist, at vi kan tjene penge på driften og med vores vækstambitioner i de kommende år, så får vi brug for finansiering, siger Hjalti Pall Thorvardarson.

- Den nye kapital skal bruges på at styrke organisationen, samt at øge vores lagerbeholdning. Space-markedet er i vækst, og det gør, at vi skal kunne levere hurtigere, siger Hjalti Pall Thorvardarson.

Baseret på præstationen i første halvår, så øger Rovsing A/S forventningerne til året til en omsætning imellem 27-29 millioner kroner og et driftsresultat i spændet 2,5-3,5 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.515