23948sdkhjf

Dantax henter rutineret chefingeniør ind på ny mission

Den nordjyske højttalerproducent Dantax henter friske kræfter ind til ambitionerne om at holde sig på toppen af udviklingen af high end højttalere. 

58-årige Lars Goller er hyret som chefingeniør og skal dermed forfine og udvikle de populære højttalere fra Raidho og Scansonic.

- Vi skal skabe ultimative oplevelser af lyd, fortæller Lars Goller som det første i interviewet. Det er således både det første og det endelige mål for den rutinerede lydudvikler, der har været vidt omkring i lydbranchen i de seneste årtier.  

Lars Goller: 

Chief Designer
Dantax Radio A/S
2021-

Senior Principal Engineer
HARMAN International
2016-2020

Acoustic Concepts & Sound Tuning, and Drive-units Specialist
Bang & Olufsen
2011-2016

Owner / Managing Director
GamuT International
2005-2010 

Director og R&D,
Danish Sound Technology A/S
2001-2005

R&D Manager
Vifa/Scan-Speak

1997-2001

R&D Manager,
Scan-Speak 
1992-1997

R&D Engineer,
Dali
1990-1992

R&D engineer,
Vifa
1988-1990

Han var senest med til at udvikle play-serien for Bang & Olufsen, men når alt kommer til alt, så er det high end, der er den primære driver for Lars Goller.

Det er jagten på den næste lille landvinding mod perfektion.

- Det var vildt spændende at være med til at skabe Play. Der var virkelig fart på og det blev nogle fine små produkter til prisen. Det synes jeg også var sjovt at være med til. Men det tænder ikke mig helt så meget som high end. Det er altså det fedeste, siger Lars Goller.

- Det er jo det, der er vildt spændende. At finde det sted i en konstruktion, som man kan forbedre og så starter udviklingen der, siger Lars Goller, der tiltrådte stillingen hos Dantax i starten af marts.

Hoveder og ører er afgørende

Lars Goller ser frem til at sætte sit præg på udviklingen af både eksisterende og muligvis kommende brands på fabrikken i Pandrup.

Og han ser især frem til at arbejde sammen med produktionsfolkene.

- Det er nogle dygtige folk, der arbejder her. Det kan man se og mærke, siger Lars Goller med henvisning til medarbejderne i produktionshallen, der med præcise hænder skaber de eksklusive højttalere stykke for stykke.

- Man kan måle sig til rigtig mange ting, men i den sidst ende, så er det jo hoveder og ører, der afgør, om man rammer rigtigt. Der er nogle ting, man kan gøre og nogle ting, man skal lade være med at gøre, forklarer Lars Goller, der netop nu er i gang med at skabe sig et overblik over, hvor udviklingen skal starte.

- Rigtig meget af det, jeg har brugt tid på tidligere, er jo noget, som vi kan få en masse spændende ud af nu. Både forretningsmæssigt og produktmæssigt, siger Lars Goller, der har arbejdet med lyd i en menneskealder.

Hvad står der egentlig hjemme i din egen stue?

- Ej, det er sjovt. Der står faktisk ikke noget lige nu, da vi skal til at bygge huset om. Jeg solgte mine Gamut RS7 for lidt tid siden. Men når vi kommer i gang her, så vil jeg da tro, at der kommer til at stå et par Raidho om ikke så længe, siger Lars Goller med et grin.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093