Mermaid kom ud af 2011 med en nettoomsætning på 71,4 mio. kr., hvilket ikke helt levede op til den oprindelige målsætning på 75-85 mio. kr.
Til gengæld reddede årets resultat sig inden for de udmeldte 7-10 mio. kr. med et resultat (EBITDA) på 7,1 mio. kr.
- På trods af de svære markedsvilkår i 2011 har selskabet været i stand til at fastholde og endog i nogle tilfælde øge indtjeningen på salget af hardware og ydelser, konstaterer Mermaid-ledelsen i en pressemeddelelse.
Det er især et udvidet fokus på de nuværende kunder, som har sikret virksomheden vækst.
- Ved indgangen til 2011 var forventningen, at der i 2011 ville komme prispres på både hardware og software med deraf følgende faldende marginer. Selskabets ”recurring business”-model har derfor gennem hele 2011 været højt prioriteret, hvilket har sikret en højere margin for regnskabsåret 2011.
Ledelsen kalder alt i alt resultatet for tilfredsstillende og forventer et forbedret resultat i 2012 med en nettoomsætning i størrelsesordenen 75-85 mio. kr. og et resultat (EBITDA) på 9-14 mio. kr.
Endvidere forventer Mermaid-ledelsen at kunne annoncere et til to opkøb i 2012.
