23948sdkhjf

7,5 mio. kr. til ny generation af nødstrømsanlæg

LeanEco får 7,5 mio. kr. i ny kapital fra Vækstfonden og andre investorer til lancering og videreudvikling af en helt ny generation af nødstrømsanlæg (UPS).
Vækstfonden og en række øvrige investorer har netop investeret 7,5 mio. kr. i Kolding-virksomheden LeanEco ApS, som har udviklet en helt ny teknologi til at sikre strømforsyningen til vitale forretnings- og produktionssystemer. Nødstrømsanlæggene kaldes også UPS – Uninterruptible Power Supply.

Med den nye kapital vil LeanEco lancere og videreudvikle deres teknologi. Samtidig forventer virksomheden at øge antallet af ansatte fra de nuværende til ti inden for få år.

- Mange it-systemer, såsom netbanker, offentlige websites og andre online services, som vi i dag er helt afhængige af, bliver stadig mere følsomme over for udsving i strømforsyningen. Det lægger et stort pres på leverandørerne, som kræver nødstrømsanlæg, som er billigere og lettere at skalere end dem, de fleste bruger i dag. Det hul i markedet kan vi udfylde fra slutningen af 2012, siger Henrik Raunkjær, adm. direktør og medejer i LeanEco.

- Vi skal bruge den nye kapital til at bringe vores teknologi på markedet og til videreudvikling. Udviklingen kører på højtryk, og derfor jagter vi for tiden nye udviklingsfolk til de produkter, som skal lanceres i 2013.

Potentiale på 75 mia. kr.
Brøkdele af et sekunds udsving i elforsyningen kan få store konsekvenser for stabiliteten i mange af de systemer, vi bruger i dag. Ifølge Dansk Energis seneste opgørelse er en typisk dansk elkunde helt uden strøm i ca. 20 minutter om året, og faktisk er Danmark det land i Europa, som har færrest afbrydelser.

Globalt er omkostningerne ved strømsvigt stigende, og samtidig falder den daglige kvalitet i elforsyningen. Analyser viser, at markedet for UPS til de segmenter, LeanEco fokuserer på, er på et trecifret millionbeløb i Danmark og omkring 75 mia. kr. globalt.

I dag består et typisk nødstrømsanlæg af en længere række selvstændige systemer, såsom dieselgeneratorer, batterier, styringsenheder og andre installationer. Virksomhedernes behov er ofte yderst vanskelige at forudsige, og de traditionelle systemer er komplekse og tidskrævende at udvide.

For at være på den sikre side installerer mange derfor nødstrømsanlæg med en kapacitet, der er 3-5 gange højere end deres egentlige behov.

En spændende periode
LeanEco har patenteret en UPS-teknologi, hvor alle de nødvendige enheder er integreret i ét system. Får en virksomhed behov for at udvide kapaciteten, tilkobler man blot ekstra moduler. I forhold til eksisterende systemer har LeanEco skabt en ny og højere standard for fleksibilitet, som samtidig giver højere oppetid, ligesom systemet er ukompliceret at håndtere og servicere.

- Virksomhederne undgår at skulle opbygge og drive nødstrømsanlæg med betydelig overkapacitet, som både giver høje etableringsomkostninger og et stort ekstra forbrug af energi. De nye teknologier, som er på vej, kombineret med vores systemløsning vil gøre det væsentligt nemmere for kunderne at bruge generatorer. Det betyder, at mange nye virksomheder vil træffe beslutning om at sikre deres elforsyning på et niveau, der reelt står mål med deres behov, forklarer Klaus Moth, stifter, medejer og teknisk direktør i LeanEco, og fortsætter:

- Vi er som virksomhed inde i en meget spændende periode nu, og det er godt at se, at såvel nye som gamle investorer viser virksomheden tillid.

Vækstfonden træder ind som ny investor og har store forventninger til LeanEcos udvikling i de kommende år.

- Virksomhederne har et åbenlyst behov for skalerbare nødstrømsanlæg, der matcher de stigende krav til driftsikkerhed, som deres kunder kræver. LeanEco har i realiteten udviklet det, der kan gå hen og blive den næste generation af nødstrømsanlæg – måske en ny industristandard – og jeg er overbevist om, at virksomheden har mulighed for at realisere det store potentiale, siger Stig Poulsen, områdedirektør for Vækstfonden i Vestdanmark.

Kilde: Vækstfonden

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079