23948sdkhjf

Logistiske udfordringer og corona giver røde tal hos Vestas

Vestas offentliggjorde onsdag formiddag regnskab for første kvartal, og det viste et fald i omsætningen på 12 procent til 1,962 milliarder euro (14,6 milliarder kroner).

Ebit før særlige poster faldt med 17 millioner euro (126,4 millioner kroner), og endte med et underskud på 71 millioner euro (-528,0 millioner kroner), svarende til en ebit-margin på -3,6 procent. Resultat før skat endte med et underskud på 77 millioner euro (-572,6 millioner kroner), hvilket dog var 30 millioner euro (223,1 millioner kroner) bedre end første kvartal 2020.

- Efter en stærk afslutning på 2020 er Vestas’ resultater for første kvartal 2021 præget af den fortsatte effekt af Covid-19 samt et lavere aktivitetsniveau. Vores ordrebeholdning opnåede en rekordhøj værdi af 45 milliarder euro, mens forbedringen i vores underliggende profitabilitet i kvartalet afspejler en fortsat positiv prisudvikling. Logistiske udfordringer og flaskehalse i forsyningskæden blev imidlertid forstærket af Covid-19-restriktioner i strategiske markeder samt af ekstraordinære hændelser, hvilket forårsagede at vores ebit-margin faldt i forhold til første kvartal sidste år, siger koncernchef Henrik Andersen i en kommentar til regnskabet.

Indgangen af faste og ubetingede vindmølleordrer i kvartalet udgjorde 2.016 MW. Dermed havde Vestas ved udgangen af kvartalet en samlet ordrebeholdning på vindmøller på 19,4 milliarder euro (144,3 milliarder kroner).

Ud over ordrebeholdningen på vindmøller havde Vestas ved udgangen af marts 2021 serviceaftaler med en forventet kontraktuel fremtidig omsætning på 25,3 milliarder euro (188,1 milliarder kroner). Den samlede ordrebeholdning var dermed 10,6 milliarder euro (78,8 milliarder kroner) højere end på samme tid sidste år.

- Vores serviceordrebeholdning og -omsætning steg væsentligt i første kvartal, og vi bød velkommen til 3.000 nye kollegaer i vores havvindmølleforretning samt begyndte at samarbejde med kunder om kommende havvindmølleprojekter. Sideløbende fortsatte vi udbygningen af vores globale projektudviklingsforretning for at drage nytte af en større del af værdikæden og accelerere udbredelsen af grøn energi, siger Henrik Andersen.

På baggrund af udviklingen i første kvartal fastholder Vestas forventningerne til 2021. Det betyder, at man stadig kalkulerer med en omsætning på 16-17 milliarder euro (119-126 milliarder kroner) og en ebit-margin før særlige poster på 6-8 procent.

- Selvom vi har startet året lidt langsommere end forventet, ser vi positivt på, at vi kan indhente det tabte i løbet af året ved at fastholde fokus på at eksekvere vores 2021-mål og strategiske prioriteter, siger Henrik Andersen.

Vestas Wind System A/S
mio. euro 1. kvartal 2021 1. kvartal 2020
Nettoomsætning 1.962 2.235
Ebit før særlige poster -71 -54
Resultat før skat -77 -107
Periodens resultat -57 -80
Balancesum 19.098 14.885
Egenkapital 4.696 3.449
Antal ansatte 29.229 25.948
Kvartalsregnskabet blev afsluttet den 31. marts 2021
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141