23948sdkhjf

Potentielt milliardmarked: Frisk kapital skal hjælpe københavnsk robotproducent ud i verden

På Glentevej i Københavns Nordvest kvarter har selskabet Flow Robotics skabt en pipetteringsrobot, som nemt automatiserer en lang række af de væskepipetteringer, der foregår i laboratorier i dag.

Virksomheden har nu fået 15 millioner kroner i frisk kapital fra blandt andet Vækstfonden, og de millioner skal hjælpe Flow Robotics ud på det globale marked med særligt fokus på Europa og USA.

Og det globale potentiale er stort, lyder det fra folkene bag virksomheden.

Senest med spredningen af coronavirus er behovet blevet tydeligt, men i hele den globale medicinal- og sundhedssektor er der afgørende brug for teknologier, som kan understøtte det manuelle arbejde i laboratorier. Og det er netop Flow Robotics ambition, fortæller medstifter af Flow Robotics, Kasper Støy, der i dag sidder i bestyrelsen for selskabet:

- Flow Robotics startede for fem år siden som en spin-off fra IT Universitetet, hvor vi så et potentiale for en brugervenlig robot til væskehåndtering, der kunne gøre op med manuelle processer og komplicerede laboratorierobotter verden over. Teknologien er udviklet til hurtigt at kunne omstilles til laboratoriets forskellige behov. Det har stor betydning for arbejdsgangene og kvaliteten på tusindvis af laboratorier, og det er netop det, vi vil med Flow Robotics – lette arbejdsgangene og styrke kvaliteten på laboratorier over hele verden, siger han.

Danmark har en styrkeposition indenfor life science, der er vores allerstørste eksportmarked med en årlig eksport på over 100 milliarder kroner i 2019. Flow Robotics kombinerer deres fokus på life science med en anden dansk styrke, nemlig robotteknologi. Det er denne særlige kombination med fokus på udviklingen af nye sundhedsteknologier, der giver Flow Robotics et enormt markedspotentiale, lyder det fra Lars Rønn, partner og investeringsansvarlig i Flow Robotics for Vækstfonden:

- Hos Vækstfonden er vi ikke i tvivl om, at health tech skal være med til at skabe fremtidens vækst og udvikling i Danmark. Coronakrisen har kun gjort det endnu mere tydelig, at vi skal forske i og udvikle nye løsninger, og det vil vi være med til at udvikle i Vækstfonden. Den globale sundhed er afgørende for at skabe en bæredygtig og ansvarlig fremtid, og her er Flow Robotics i høj grad med til at vise vejen.

Selskabets pipetteringsrobot, Flowbot One, benytter sig af en avanceret augmented reality-teknologi, som gør platformen brugervenlig. Udover at understøtte det manuelle arbejde, og på den måde afhjælpe nogle af de arbejdsskader, som er forbundet med manuel pipettering, har Flow Robotics’ robot en række andre fordele. Det er en brugervenlig robot, der hurtigt kan implementeres på laboratoriet og tilpasses de arbejdsgange man allerede har. Hermed frigives tid til andre opgaver der er med til at effektivisere laboratoriet.

- Vi kigger ind i et milliardmarked lige nu. Life science har fået større opmærksomhed på det globale marked - særligt i forbindelse med coronakrisen. Men i lige så høj grad også efter krisen, hvor der er stor opmærksomhed på den globale sundhed. Her har Danmark traditionelt spillet en afgørende rolle via vores dygtige life science-virksomheder, og vi håber på, at Flow Robotics bliver en del af den næste generation af danske virksomheder, der opbygger en solid position på det globale marked, fortæller Annika Isaksson, CEO hos Flow Robotics.

Flow Robotics sælger allerede robotter til mere end 13 forskellige markeder primært i Europa, men har nu også kursen rettet mod USA.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.079