23948sdkhjf

Forbruger-elektronik kan blive dyrere det næste år

Flaskehalsproblemer kan snart gøre det dyrere at købe ny computer eller smartphone.

Arbejde foran computeren, afslapning med en spillekonsol og transport i en bil med hjælpende skærme.

Hverdagen bliver mere og mere digital, og et helt uundværligt grundlag for al elektronikken er små mikrochips.

Men under corona er efterspørgslen på mikrochips bare blevet større, samtidig med at der er opstået bump i forsyningskæderne.

- Det betyder, at vi har den perfekte storm, hvor udbuddet og produktionen af mikrochips er kuldsejlet som følge af nedlukning og restriktioner. Samtidig har vi som forbrugere efterspurgt flere varer, der bruger mikrochips, siger Tore Stramer, som er cheføkonom hos Dansk Erhverv.

- Det er alt lige fra spilkonsoller, mobiltelefoner, tv med videre, hvor vi kan se, at forbruget bare bankede i vejret under coronakrisen, siger han.

Konsekvensen at det ophedede marked og et faldende udbud er, at virksomhederne simpelthen ikke kan få fat i de mikrochips, de skal bruge.

Og det kan du komme til at mærke på prisen og leveringstiden.

- I første omgang må virksomhederne til lommerne. Men vi ved af erfaring, at de prisstigninger så vil blive sendt videre til forbrugerne i et eller andet omgang. Så priserne på en spillekonsol og en mobiltelefon vil komme til at stige som følge af det her.

- Og måske kan vi også forvente, at man ikke i alle tilfælde kan få den mobiltelefon, man ønsker, eller kommer til at vente længere tid på den, siger Tore Stramer.

Det er nemlig et problem, der ikke bare lige kan løses med et knips med fingrene, fortæller chefstrateg hos PFA Tine Choi Danielsen.

- Lige præcis mikrochips er så hightech, at man ikke kan gå ind og øge produktionen, selv om efterspørgslen er eksploderet, siger hun.

Og Tine Choi Danielsen har to råd, hvis du drømmer om nye gadgets.

- Er du i markedet for at købe - eksempelvis et nyt tv - så hold øje med tilbuddene, for du kan måske få noget dyrere på knaldtilbud, fordi varemanglen betyder, at virksomhederne er nødt til at tømme deres lagre for stadig at kunne sælge.

- Og går du efter noget helt specifikt, så ville jeg nok købe nu i stedet for at vente. For på et senere tidspunkt kan du være udsat for, at varerne ikke findes i butikker, siger Tine Choi Danielsen og uddyber, at der kan være mangel til efteråret.

Tore Stramer deler samme opfattelse, og han tilføjer, at formentlig kommer til at stå på i en længere periode.

- Når jeg lægger øret mod vandrøret, så har jeg ladet mig fortælle, at det desværre ikke bare er et forbigående problem. Det kan strække sig over en længere periode - i hvert fald resten af 2021 og måske også et godt stykke ind i 2022.

- Så vi danskere skal nok til at vænne os til, at priserne på elektronik kan stige, og at der kan opstå længere ventetid på de varer, vi ellers plejer at kunne få over disken med det samme, siger Tore Stramer.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109