23948sdkhjf

Nu går verdens største lysproducent efter det danske UVC-marked

Philips Sport Vereniging, nok bedre kendt som den hollandske fodboldklub PSV Eindhoven, var blandt de første i fodboldverdenen, som fik installeret et nyt UVC-lys i omklædningsrummene. Og selvfølgelig er der Philips produkter på Philips Stadion.

Med UVC-lyset neutraliseres en del af smitterisikoen blandt de professionelle fodboldspillere.

Samme tænkning overfører producenten Signify nu til eksempelvis et supermarked og kunderne, et kontor og medarbejderne eller en børnehave og børnene.

UVC-lys har i årtier været brug i industrien og i hospitalsverdenen. Under meget kontrollerede forhold har det ultraviolette lys uskadeliggjort virus og bakterier.

Signify er verdens største lysproducent, og virksomheden har investeret heftigt i udviklingen af UVC-teknologi til brug på et bredere marked. I de kommende måneder lanceres en række nye Philips-produkter.

Signify Denmark A/S, tidligere kendt som Philips Lighting Denmark A/S, er nu klar med lanceringer målrettet det brede danske UVC-marked, hvor man venter markant omsætning i de kommende år. Sigtekornet peger blandt mange andre steder på institutioner, kontorer og butikker.

Signify Denmark A/S

Signify beskæftiger 135 medarbejdere fordelt på en landsdækkende salgsorganisation med hovedkvarter i København og en fabrik i Hedehusene, hvor 35 medarbejdere producerer udendørs armaturer til det nordiske marked.

Virksomheden omsatte i følge 2019-regnskabet, det seneste offentliggjorte regnskab, for 501 millioner kroner.

Hos Signify Denmark er det salgschef Claus Sabinsky, der tilrettelægger den danske salgsindsats.

Han fortæller, at man hos Signify har taget sig den fornødne tid til at få produkterne gjort klar og få certificeret installatørerne, inden man satte gang i salget.

- Man skal huske på, at UVC kan være farligt, hvis det håndteres forkert. Og hos Signify vil vi ikke løbe nogen risiko, når vi eksempelvis skal levere til en børnehave, forklarer Claus Sabinsky, der noterede sig en næsten Klondyke-agtig stemning på UVC-markedet i 2020.

Mange nye virksomheder og UVC-produkter så dagens lys i forbindelse med corona-pandemien. Og med god grund, for der kommer til at blive omsat for mange penge i de kommende år, lyder analysen fra Signify.

- Det er svært at sætte præcise estimater på, men vi taler om milliarder af kroner på verdensplan, siger Claus Sabinsky.

Opbygger landsdækkende installatør-netværk

Med corona-pandemiens udbrud i Europa i starten af sidste år er det nærliggende at tænke, at det var i den forbindelse, at Signify begyndte at planlægge en satsning på UVC-markedet. 

Men ifølge Claus Sabinsky, så var det strategiske valg om at satse på markedet truffet i Holland allerede seks måneder inden, alle talte om Wuhans madmarked og coronavirus.

Men med udbruddet trykkede de hollandske ejere ekstra hårdt på speederen og satsede yderligere med opkøb af flere UVC-specialiserede virksomheder og udvikling og produktion.

- Der er en del konkurrenter på markedet lige nu. Og som jeg ser det, så kan vi sammenligne det med situationen for godt ti år siden, da LED-lys hittede stort. De store producenter holder lidt tilbage for at være sikre på, at det de bringer til markedet rent faktisk virker og er sikkert at bruge, siger Claus Sabinsky.

- Vi fik de første produkter ind 1. januar i år, og der kommer nye produkter til hele tiden. Men vi har fra starten gjort det klart, at hvis man skal have lov til at sælge vores produkter, så skal man først være autoriseret installatør i UVC-belysning, siger Claus Sabinsky.

På den baggrund har Signify brugt et halvt års tid på at klæde samarbejdspartnere på til opgaven. Det gælder både installatør-virksomheder og grossistvirksomheder, så de bliver i stand til at kunne beregne på produkterne. De kommer simpelthen på skolebænken og til en eksamen.

Flere store installatører har gennemgået uddannelsen som certificerede UVC-installatører for Signify, og mange flere vil komme til i løbet af i år.

- Lige nu har vi de ti største installatørvirksomheder i forløbet og ville i den perfekte verden gerne have samtlige virksomheder med. Men, det vi går efter er et landsdækkende netværk på omkring 50 installatører, siger Claus Sabinsky.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063