23948sdkhjf

Gomspace skal hyre 50-60 nye medarbejdere som følge af Startical-kontrakten

Den vigtigste og mest perspektivrige kontrakt i virksomhedens historie. Sådan betegner CEO Niels Buus den nyligt indgåede Startical-kontrakt, der for den nordjyske satellitproducent får en værdi på den gode side af 100 millioner kroner.

Og hos GomSpace får man travlt med at hente nye folk ind. Virksomheden regner med allerede i år at skulle hente 50-60 nye medarbejdere - primært ingeniører - for at kunne levere på aftalen om at have den første af tre satellitter klar allerede i slutningen af næste år.

- Den indledende ordre med en værdi for GomSpace på knap 15 mio. euro har i sig selv stor økonomisk betydning for de næste års regnskab, beskæftigelse og udviklingsarbejde her på virksomheden i Aalborg. Men den signalerer også meget om, hvor anerkendt GomSpace’s unikke nanosatellitkoncept og -teknologi faktisk er internationalt, og på hvor vigtige områder den i fremtiden kan ventes benyttet, siger Niels Buus i en pressemeddelelse. Han benytter lejligheden til at takke for tilliden fra Initiativtagerne bag Startical - Indra Systems og Enaire.

Startical-aftalen omfatter foreløbigt tre satellitter til demonstration af udviklingskompetencen og leveringsdygtigheden hos GomSpace.

GomSpace på vej til Spanien

Hvis satellitterne lever op til det spanske konsortiums og luftfartsmyndighedernes forventninger og krav, så kan det betyde, at GomSpace står rigtig godt til den næste fase af projektet, hvor himmelrummet skal fyldes op med yderligere 200-300 satellitter.

Om GomSpace:

I 2007 stiftede tre ingeniører fra Aalborg Universitet satellitvirksomheden GomSpace.

De var pionerer inden for området med nanosatellitter, og de dannede det grundlag, som GomSpace stadig bygger på. GomSpace fik sin første kunde en måned efter grundlæggelsen, og 6 år senere fik firmaet sin første satellit i rummet. I sommeren 2016 blev GomSpace børsnoteret i Sverige og er repræsenteret i Singapore, Uppsala og USA.

Hovedordren skal i givet fald produceres i 2024-2027 og GomSpace er allerede ved at forberede etablereringen af en afdeling i Spanien, hvor hovedordren skal produceres.

GomSpace har i løbet af de seneste år måtte reducere antallet af medarbejdere, da kunden Sky & Space Global gik konkurs i 2019.

I den mellemliggende periode er GomSpace gået fra at have 230 medarbejdere til nu omkring 130.

Arbejdet med at rekruttere nye medarbejdere er allerede godt i gang. Og hos direktøren er man glad for, at der er store økonomiske kræfter bag Startical-projektet.

- I modsætning til tidligere, hvor vi tabte en væsentlig ordre, fordi kunden fik problemer med deres finansiering, har vi nu landet en både substantiel og perspektivrig ordre fra en ambitiøs og respekteret kunde, som har en meget solid forretningsplan, fordi de allerede befinder sig solidt i markedet. Og som samtidig har blandt andre den spanske stats finansielle styrke til at gennemføre projektet, siger Niels Buus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078