23948sdkhjf

Forskelsbehandling: Iværksættere må kæmpe med banken om at få en erhvervskonto

Hele 12 pct. af de selvstændige havde udfordringer med at få en erhvervskonto i banken, da de startede virksomhed, viser analyse

Selv om man så vordende iværksætter har en vandtæt forretningsplan og engagementet er i top, så er det ikke i sig selv en garanti for, at banken vil tilbyde en erhvervskonto. Og uden en erhvervskonto er det i realiteten umuligt at starte sin egen forretning. Kontoen skal nemlig bruges til driften og de daglige betalinger ind og ud af virksomheden. 

Nu skulle man tro, at det har noget med kreditværdighed at gøre, men Erhvervskontoen giver ikke adgang til lån, kassekredit eller anden hjælp fra banken. Den svarer til den Nemkonto, privatpersoner har. Men alligevel oplevede 12 pct. af de selvstændige, at det gav udfordringer, da de ville oprette en erhvervskonto. Langt over halvdelen vurderer, at det var fordi, banken ikke anser iværksættere som en god forretning.

Der viser en undersøgelse blandt 1.122 selvstændige, som SMVdanmark har gennemført.

Bankerne bør ikke kunne sige nej

I SMVdanmark er adm. direktør Jakob Brandt bekymret for, om bankerne dermed bliver en urimelig stopklods for iværksætterriet i Danmark.

- Det er en bekymrende høj andel, der har oplevet problemer. Hvis vi vil have flere iværksættere, der skal skabe fremtidens vækstvirksomheder, så kræver det gode forhold og ingen bureaukratiske snubletråde på vejen. Det er jo kritisk infrastruktur for en virksomhed at have en erhvervskonto ligesom vand i hanerne og varme i radiatorerne. Og banken skal jo ikke yde et lån – den skal bare åbne en konto, så man kan få driften til at køre.  siger Jakob Brandt.

Han mener, at loven bør ændres, så selvstændige og privatpersoner bliver ligestillet.

- I dag skal en bank give en individuel og saglig begrundelse for at sige nej til en privatkunde, der ønsker en basal indlånskonto. Når det gælder en erhvervskonto, kan banken bare sige nej, hvis den ikke lige synes om kundens idé eller det marked, han eller hun vil ind i. Vi foreslår, at loven bliver ændret, så en ansøger om erhvervskonto har samme rettigheder, som en ansøger om en indlånskonto, siger Jakob Brandt.

Ikke gode kunder?

Analysen viser, at 60 pct. af dem, der oplevede udfordringer med at få en erhvervskonto, fik det indtryk, at det skyldtes, at banken ikke anså iværksættere som gode kunder. 

Jakob Brandt medgiver, at for eksempel hvidvask- og terrorlovgivning i nogle tilfælde kan være en barriere, der gør det dyrere for bankerne at have små erhvervsdrivende som kunder.

- Men det må aldrig blive iværksætterens problem, for erhvervskontoen er en nødvendighed for overhovedet at drive virksomhed. Hvis det er hvidvasksregler, der står i vejen, så må politikerne se på, om man kan forenkle reglerne. Men bankerne skal naturligvis kunne afvise virksomheder, hvor der er reel mistanke om fx hvidvask, siger Jakob Brandt.

DERFOR ER EN ERHVERVSKONTO VIGTIG

En erhvervskonto er nødvendig for, at selvstændige kan adskille virksomhedens økonomi fra den selvstændiges privatøkonomi. I nogle sammenhænge er en erhvervskonto endda et lovkrav. For eksempel  for, at en virksomhed kan få corona-kompensation, eller hvis en selvstændig ønsker at oprette eller omdanne en eksisterende virksomhed til enten et anparts- eller aktieselskab.

En Erhvervskontoen giver ikke adgang til lån, kassekredit eller anden hjælp fra banken. Den svarer til den Nemkonto, privatpersoner har..

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11