23948sdkhjf

Danske mikrosatellitter sendes i luften over Guineabugten

I juni gav Danmarks første kommercielle satellitoperatør Sternula og de maritime myndigheder i Ghana virtuelt håndslag på et samarbejde, der skal forbedre maritim navigation og sikkerhed i Guineabugten ved Afrikas vestkyst.

Nu har projektets aktører så for første gang været samlet fysisk i Ghana for at kickstarte samarbejdet, skriver Sternula i en pressemeddelelse. 

I centrum af projektet er altså Danmarks første kommercielle satellitoperatør Sternula, der tilbyder global VDE-SAT-dækning til maritime myndigheder og tjenesteudbydere ved hjælp af avancerede mikrosatellitter, der vil være i kredsløb fra 2022.

- Vi er enormt glade for endelig at sætte skub i samarbejdet. Dels fordi den maritime industri i Vestafrika, qua den enorme andel af handel der håndteres til søs, besidder et kæmpe potentiale for udnyttelsen af satellitbaseret e-Navigation-teknologi. Og dels fordi vi med dette projekt går forrest i udviklingen af tjenester baseret på AIS 2.0, som potentielt kommer til at spille en markant rolle for maritim digitalisering på verdensplan, fortæller CEO i Sternula, Lars Moltsen. 

I det ghansesiske samarbejde skal Sternula levere næste generations ’Automatic Identification System’ (AIS 2.0), der også kendes som ’VHF Data Exchange System’ (VDES). Den nye teknologi gør det enklere at kommunikere mellem skibe og land. Ambitionen er, at projektet skal være med til at styrke den maritime sektor i regionen, men også bruges som skabelon til implementering af satellitbaseret AIS 2.0 i andre områder: 

Pionerprojekt skal kopieres 

På det netop overståede tre-dages besøg i Ghana blev der tid til både tekniske møder med de Ghanesiske søfartsmyndigheder og en åben workshop, hvor også repræsentanter fra blandt andet Sydkorea, Marokko og øgruppen Seychellerne deltog online. AIS 2.0-løsningen er nemlig ikke kun interessant i Vestafrika – men kan også blive værdiskabende for mange andre søfartsnationer. 

Derfor vækker det også glæde hos Sternula, at der på bagkant af besøget i Ghana er blevet givet tilsagn om nye samarbejdsprojekter: 

- Selvom det naturligvis er centralt, at vi skaber værdi for de Ghanesiske myndigheder, så har vi også en ambition om, at projektet skal være katalysator for lignende samarbejdsprojekter. Derfor var det naturligvis glædeligt, at besøget har resulteret i nye aftaler mellem aktører, der var inviteret med til den åbne workshop. Blandt andet mødte vi stor interesse fra Sydkorea for et samarbejde med danske virksomheder og myndigheder, lyder det fra Lars Moltsen. 

Maritimt samarbejde afføder ny eksport

Det nye samarbejde aftale imellem Sternula og myndigheden i Ghana er et resultat af mange års samarbejde mellem danske og ghanesiske maritime myndigheder. Det igangværende strategiske samarbejdsprojekt startede i 2015 og har til formål at styrke Ghanas maritime sektor gennem udviklingen af blandt andet nye teknologier – og her spiller AIS 2.0 en afgørende rolle.

- AIS 2.0 er, som navnet antyder, en opgradering af den hidtidige AIS-infrastruktur, der bruges af mere end 200.000 skibe til positionsbestemmelse. Med vores satellitnetværk, der kommunikerer med skibet via en almindelig VHF-antenne, opnås en global kommunikationsløsning, som alle har råd til. Selv mindre ghanesiske fiskerbåde, der befinder sig langt fra land, vil være synlige og kan komme i kontakt med myndigheden. Og for myndigheden vil der være mulighed for at spare på opstilling og drift af dyre kystradionetværk, der alligevel ikke rækker i hele landets territorialfarvand, forklarer Lars Moltsen slutteligt. 

Sternula satellitbaserede AIS 2.0-infrastruktur bliver globalt tilgængelig fra 2023. Det sker, når den første af i alt 60 satellitter sendes i kredsløb i slutningen af næste år.

Udviklingen af Sternulas første satellit blev i 2020 støttet med 20 mio. kr. fra Innovationsfonden, mens virksomheden siden har fået tilført mere end 7 mio. kr. fra private investorer

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141