23948sdkhjf

Vejrudsigten og sensorer skal optimere energiforbruget i 432 sønderjyske boliger

Danmark er stærkt repræsenteret i et nyt stort EU-støttet klima- og digitaliseringsprojekt, ARV, der med 35 partnere fra syv lande skal udvikle og demonstrere energi- og klimavenlige løsninger i lokale bysamfund, til glæde for kommende generationer.

I ARV-regi vil seks danske partnere – heriblandt DTU repræsenteret af DTU Compute og DTU Byg - teste nye digitale løsninger og teknik til regulering af fjernvarmen i 432 almene boliger og lokalt i fjernvarmenettet i Sønderborg. Undervejs vil man også udnytte fleksibiliteten på tværs af forskellige energisystemer.

Projektet har fået EU-Kommissionens tilsagn om 20 millioner euro (cirka 150 millioner danske kroner) fra EU’s Green Deal, hvor ARV vandt i skarp konkurrence med 115 andre ansøgninger. Det er forventningen, at ARV-projektet vil yde et væsentligt bidrag til EU’s mål om at reducere energien i bygninger med 50-55 procent, uden at det går ud over komforten.

Grøn vækst i Danmark og globalt

DTU Byg og DTU Compute er eksperter i brugen af data fra sensorer og kunstig intelligens til at optimere energiforbruget i bygninger og udnytte fleksibiliteten i energinettet. I ARV vil DTU sammen med de andre partnere anvende digitale løsninger til at forudsige temperaturbehovet i det lokale fjernvarmenet ud fra forventet forbrug i bygningerne. Ligeså vil man bruge den lokale vejrudsigt til at få fleksibiliteten bragt i spil i energisystemerne.

ARV-projektet vil udgøre et vigtigt element i DTU’s fortsatte udvikling af førende digitale grønne løsninger.

- Digitale løsninger er nøglen til effektive og skalérbare teknologiske løsninger, som i forlængelse af en udvikling og afprøvning i Sønderborg med deres ProjectZero CO2-vision i 2029 vil kunne replikeres hos andre smarte byer og regioner i hele verden. Dermed vil samarbejdet under ARV-projektet bidrage til øget grøn vækst i Danmark og accelerere den grønne omstilling globalt, siger professor Henrik Madsen.

Alle data i dansk digitaliseringshub 

Center Denmark, den nationale digital hub for intelligente energisystemer, i Fredericia får en nøglerolle i ARV. Partnerne fra Norge, Holland, Tjekkiet, Italien, Spanien og Danmark har hver udpeget en demonstrationsby med et projekt, der skal indsamles energidata fra. Alle data vil blive samlet og håndteret på Center Denmarks digitale platform (datasø), hvor partnerne får adgang til hinandens data.

- Nye løsninger i den grønne omstilling, og i ARV, vil være datadrevne, og det er vores rolle at sikre nem adgang til disse data. Gennem digitale løsninger vil vi accellerere den grønne omstilling frem mod 100 procent vedvarende energi og indfrielse af klimamålsætningerne. Og vi ser ARV-projektet som en mulighed for Center Denmark til at blive en førende EU-digitaliseringshub for datahåndtering ved smarte, skalérbar løsninger, siger direktør Søren Skov Bording.

I Sønderborg glæder man sig, fordi ARV-demonstrationsprojektet passer perfekt ind i kommunens ambitioner om at koble energisystemerne sammen. Det vil også bringe boligforeningerne helt i front på klimaområdet.

- EU-projekter har gennem mange år tilført os værdifuld viden, internationale relationer, stærke universitets- og partnerkompetencer og økonomi til at realisere ProjectZero-visionen. Jeg er sikker på, at dette projekt ikke bliver nogen undtagelse, siger borgmester Erik Lauritzen.

ARV-projektet starter 1. januar 2022 og slutter ultimo 2025.

Kort om ARV-projektet

ARV har 35 partnere i syv lande; Danmark, Norge, Holland, Italien, Tjekkiet, Belgien og Spanien. NTNU, Norges teknisk-naturvidenskabelige Universitet, leder projektet.

ARV etablerer seks demo-projekter i seks byer for at undersøge, hvordan man skaber klima-positive cirkulære fællesskaber til gavn for klimaet og nuværende og kommende generationer. 

Gennem innovative digitale værktøjer og brug af data vil ARV koble beboernes deltagelse, bygningerne og energisystemet sammen for at udnytte fleksibiliteten i energisystemet.

ARV skal også udvikle og teste energieffektive og cirkulære løsninger til og i byggeindustrien og give forslag til retningslinjer og politiske rammer, der vil fremskynde energirenoveringer.

ARV vil arbejde med cirkulær økonomi gennem automatiseret brug af livscyklusanalyser, LCA, digitale logbøger og materialebanker.

Løsningerne skal være lette at forstå og bruge for alle interessenter, fra producenter til slutbrugere, ligesom løsningerne skal være skalérbare, så de kan anvendes andre steder. Resultaterne skal også deles med andre sociale boligselskaber i Europa.
ARV-projektet har fået tilsagn om 20 millioner euro i støtte fra EU’s Green Deal, cirka 150 millioner danske kroner – heraf går omkring 21,5 millioner kroner til de danske partnere.

ARV-projektet er navngivet efter det norske ord ’arv’, der har samme betydning som i Danmark.

Projektet starter 1. januar 2022 og slutter ultimo 2025.

Kilde: DTU Compute

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.095