23948sdkhjf

DigitalLead hjælper startups med af finde væksten

DigitalLeads nye iværksættersatsning, DLTA, skal hjælpe iværksættere og startups inden for tech og digitalisering godt på vej i deres vækstrejse.

DLTA opererer blandt andet i tæt samarbejde med det landsdækkende iværksætterprogram Beyond Beta, de øvrige nationale klynger, erhvervshusene, Dansk Design Center samt Accelerace og er rammen om en række målrettede tilbud inden for blandt andet test, fundraising og partnerskaber med erfarne techvirksomheder.

Målet er at skabe nye arbejdspladser i Danmark og bidrage til, at Danmark fastholder sin førerposition som det mest digitaliserede land på det europæiske marked.

Ifølge Jim Hagemann Snabe, formand for Digitaliseringspartnerskabet samt bestyrelsesformand for A. P. Møller Mærsk og Siemens, er DLTA (DigitalLead Tech Acceleration) en vigtig brik i at styrke Danmark til at stå endnu stærkere som grønt og digitalt foregangsland:

- Som EU’s mest digitaliserede land burde Danmark være et af verdens bedste lande at udvikle digitale produkter og forretningsmodeller i. Det er derfor yderst glædeligt, at DigitalLead nu slår dørene op for nye vækstmuligheder for alle landets digitale iværksættere. Vi har brug for neutrale platforme som DigitalLead, som kan være med til at sørge for, at endnu flere digitale vækstiværksættere får den rette rådgivning, arbejder med de rette markedsrelevante udfordringer og pitcher for den rette kapital, siger han og tilføjer, at hjælpen til iværksætterne også går ud over landets grænser:

- DigitalLead har tilpas national skulderbredde til også at kunne hjælpe iværksættere godt ind i relevante økosystemer og ikke mindst ind på hele det europæiske marked, ved at bistå med at finde den rette kapital, blandt andet via EU-calls, hvilket er helt essentielt, når vi udvikler på et digitalt globalt marked.

Krydsfelt mellem erfaring og nyskabelse

En konkret styrke i enhver vækstrejse er at lære fra de bedste. DigitalLead har flere end 450 vækstorienterede medlemsvirksomheder inden for hele det digitale felt og et omfattende nationalt og internationalt netværk. Klyngen er derfor platform for relevant og nødvendig sparring med kompetente virksomhedsfolk.

Fakta om DLTA:

DLTA (DigitalLead Tech Acceleration) er klyngens samlede tilbud til iværksættere, hvorigennem startups får adgang til økosystemet og en række sektorspecifikke og generiske tilbud.

DLTA er blandt andet en del af det landsdækkende iværksætterprogram Beyond Beta, hvor startups har adgang til forretningsudvikling, markedsvalidering og mulighed for at indgå i et målrettet acceleratorforløb med andre vækstparate startups.

Beyond Beta realiseres med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Den Europæiske Socialfond, der har afsat i alt 85 millioner kroner til at støtte landets iværksættere via samtlige af landets 14 videns- og erhvervsklynger, Accelerace, Danish Design Center og Erhvervshusene.

Digitale iværksættere med et op til fem år gammelt CVR-nummer kan søge støtte via DLTA. 

CEO hos DigitalLead, Carolina Benjaminsen, ser meget frem til arbejdet i krydsfeltet mellem erfaring og nyskabelse og i det hele taget til at være med til at sætte digitalt iværksætteri endnu mere på dagsordenen i Danmark. Hun fremhæver i samme forbindelse det stærke miljø, som allerede findes omkring iværksætteri, og som senest er blevet styrket yderlige gennem Beyond Beta-programmet:

- Det er superstærkt, at alle erhvervshuse i Danmark, alle nationale klynger og Beyond Beta med støtte fra Erhvervsfremmebestyrelsen er gået sammen om at lave én samlet national vækstaccelerator, som vi kommer til at læne os op ad og gøre meget brug af i vores egen DLTA-satsning. Vi er stærke på digitalisering i Danmark, og vi er og bliver kun endnu stærkere, når vi står sammen.

Teamlead for DigitalLeads DLTA-satsning, Thomas Hornbæk Jakobsen, glæder sig helt konkret til at trække i arbejdstøjet sammen med de virksomheder, som bliver udvalgt til at være en del af programmet, hvor der løbende vil være muligt at sende ansøgninger ind til, og siger:

- Vi har skræddersyet DLTA, så det er så brugerorienteret som overhovedet muligt. Vi tilbyder skræddersyet hjælp til iværksættere og startups indenfor digitalisering, der tager udgangspunkt i den enkles behov, samt adgang til landets førende acceleratorprogram Beyond Beta. Sammen med klyngens stærke økosystem af virksomheder og vidensinstitutioner vil vi i fællesskab bidrage til at skabe vækst i nye startups.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063