23948sdkhjf

60 millioner kroner stor kontrakt er en skelsættende milepæl

Shape Robotics, der udvikler læringsrobotter, har modtaget en ordre på de første 100 "SmartLabs" til levering på rumænske skoler allerede inden sommer.

Værdien på ordren er 60 millioner kroner og beskrives i en selskabsmeddelelse som historisk.

- Så er ordren i hus, og nu skal varen leveres. Vi har i løbet af efteråret bygget, testet og perfektioneret 15 succesfulde SmartLabs, som har sat os i stilling til at kunne levere de i første omgang 100 laboratorier på baggrund af et solidt erfaringsgrundlag, og vi har minimeret risici, fortæller David Johan Christensen, der er CEO for Shape Robotics.

Shape Robotics:

  • Shape Robotics udvikler og producerer læringsrobotter målrettet skoler.
  • Etableret af Moises Pacheco og David Johan Christensen, der dengang var adjunkt og robotforsker, mødtes første gang i 2011 på Danmarks Tekniske Universitet.
  • I slutningen af 2015 stiftede de to Shape Robotics som en spin-out virksomhed.
  • Med midler fra Undervisningsministeriet og DTU blev den første Fable-robot sendt til en kunde i 2017. 
  • Shape Robotics blev børsnoteret på Nasdaqs First North i 2020.

- Vi har halveret vores produktionstid, fundet stærke lokale og internationale samarbejdspartnere og har opbygget en solid logistikkæde. Før tog det en uge fuldt ud at installere et laboratorie. Nu kan vi gøre det på 2-3 dage. Vi bliver hver dag hurtigere og optimerer løbende vores leverancer og vores tætte samarbejde med lokale undervisningssystemer, siger David Johan Christensen.

Det rumænske projektets samlede mål er at implementere minimum 1175 SmartLabs i Rumænien inden for 2-3 år. Shape Robotics er godt forberedt og har indgået stærke strategiske samarbejdsaftaler med blandt andet Hewlett Packard, Craftbot og Avantis.

SmartLab-projektet er finansieret af Rumæniens ”recovery and resilience plan” ved det rumænske undervisningsministerium samt lokale offentlige myndigheder.

Historisk stor indtjeningskilde

Den børsnoterede virksomhed med base i Farum har på baggrund af den aktuelle ordre atter øget sine forventninger til årets omsætning. Hidtil har man forventet at kunne realisere en omsætning i spændet 42-47 millioner kroner. Nu venter Shape Robotics mellem 60-70 millioner kroner. 

I den seneste tid har Shape Robotics arbejdet på de indre linjer for at kunne levere hurtigt og effektivt.

- Den store ordre kommer ikke som en overraskelse, da vi har været i positiv dialog og i testfase igennem en del tid. Derfor har vi allerede klargjort alt for at kunne levere. Vores supply chain er signet off med markedsledende virksomheder, der leverer Virtual Reality, computere, 3D printere og møblering til vores laboratorier. Vi har kontinuerligt haft fokus på optimering af produktions- og leveringsprocesser, og nu kan vi bruge disse erfaringer til at levere varen endnu mere effektivt, siger David Johan Christensen, der ser ordren som en skelsættende milepæl for Shape Robotics, der nu etablerer en langsigtet og historisk stor indtjeningskilde. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078