Der er stor fokus på en elektrificering af jernbanen i den trafikaftale, som regeringen netop har indgået og offentliggjort med Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
Af et samlet budget for de næste fem år på 2,6 mia. kr. går hele 1,2 mia. kr. alene til indkøb af nye eltogsæt.
- Fremtidens moderne jernbane vil være baseret på eldrift. Eldrift er billigere og mere driftssikker end dieseldrift og samtidig gavner det klima og miljø. Størstedelen af jernbanetrafikken i Danmark er i dag baseret på brugen af fossile brændstoffer og en forudsætning for gøre jernbanen uafhængig af fossile brændstoffer er at påbegynde overgangen til eldrift. Øget anvendelse af eldrift vil endvidere mindske forureningen fra dieselmateriel bl.a. i form af mindre partikelforurening og CO2-udslip, skriver aftalens parter.
Køreplanen for udrulningen af det eldrevne jernbanenet er også klar.
- Det er derfor ambitionen, at jernbanedriften i Danmark i fremtiden i markant højere grad skal baseres på el-drift. I første omgang elektrificeres strækningen til Esbjerg i 2015, og derefter den ny bane mellem København og Ringsted i 2018. Endelig bliver strækningen mellem Ringsted og Rødby elektrificeret i forbindelse med Femernprojektet.
I København er der ydermere fokus på flere metro-afgange, mens både Aarhus, Odense og Aalborg kan se frem til støtte i de igangværende projekter i forhold til at etablere letbaner og BRT-løsninger.