23948sdkhjf

21.000 kr.: Audientes henter første omsætning og gør klar til børs-skift

Selvom høreapparat-virksomheden Audientes efterhånden har en del år på bagen, så skal vi blot få måneder tilbage, før de for første gang satte et produkt til salg.

Det foregik i Indien i marts, da deres Ven-høreapparat kom på markedet. Og de 21.000 kroner, som Audientes har solgt høreapparater for siden, markerer også virksomhedens første omsætning.

I den anledning er det en glad CEO i form af Steen Thygesen, som knytter en kommentar til det nyligt offentliggjorte kvartalsregnskab.

- Det er mere tilfredsstillende at se, hvor langt vi er nået generelt og især i dette kvartal. Vi begyndte 2022 med at skrue op for masseproduktionen efterfulgt af fragten af Ven til vores kunder i Indien, siger Steen Thygesen.

Forventer høj omsætning trods svær start

Selvom resultatet efter skat i årets første kvartal lød på -4 millioner kroner - mod -2,8 i samme periode sidste år - er Steen Thygesen alligevel fortrøstningsfuld, for det er først nu, at masseproduktionen og dermed salget er begyndt.

Derfor forventer de fortsat, at salget i 2022 vil medføre en omsætning på 23-27 millioner kroner, selvom covid-19 i begyndelsen af året satte sit præg på det første salg.

- Vi har udvidet den kommercielle salgs-platform med tilføjelsen af flere nye partnere såvel som mange flere detailbutikker, som kan udbrede Ven til de indiske forbrugere. Vores hold i Indien og Danmark har arbejdet utrættelig for at leve op til forventningerne, og det fortsætter vi med på trods af de nuværende globale udfordringer, siger Steen Thygesen.

Skifter børs

Udover starten på det egentlige salg af Ven-høreapparaterne har Audientes også andet nyt på tapetet, idet de lige nu barsler med et skift fra deres nuværende handelsplads Nasdaq First North til Spotlight Stock Market.

Forklaringen skal findes i, at Audientes søger at blive mere internationale, og eftersom de siden deres indtræden på First North i september 2020 har oplevet stor interesse fra Sverige, vil de nu forsøge sig på svenske Spotlight.

- Sverige har et modent og levende aktiemarked-miljø for vækstvirksomheder som Audientes. Vi har et mål at blive globale, og Sverige er et godt sted at begynde internationaliseringen af ejerstrukturen, lyder det fra Steen Thygesen.

Audientes forventer at skifte til Spotlight - såfremt ansøgningen bliver godkendt - i juli-august 2022.

Om Audientes A/S

  • Audientes blev etableret i 2014 af ingeniøren Hossein Jelveh, der sammen med 10 kolleger fra den nedlagte Nokia-afdeling i København startede helt fra bunden med at udvikle teknologien i Audientes.
  • Virksomheden blev børsnoteret på Nasdaqs First North i september 2020.
  • Audientes er kommet på markedet i Indien med en løsning, der er selvjusterende og som brugeren selv kan indstille. Høreapparatet har et prispunkt på omkring 2000 kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078