23948sdkhjf

Shape Robotics rækker ud efter hovedbørsen og får kæmpeinvestering

Det går stærkt for den danske robotvirksomhed Shape Robotics, som for nyligt opjusterede 2022-forventningerne på baggrund af et stærkt tredje kvartal.

Med opjusteringen lægger de op til allerede i år at overgå de 2023-forventninger, de satte sig, da de i 2020 blev børsnoteret på Nasdaq First North Copenhagen.

Den flotte hidtidige vækst, der især er bundet op på store aftaler i Rumænien, får nu Farum-virksomheden til at gå efter skyerne, da de nu begynder at forbedrede en notering på hovedbørsen, Nasdaq Main Market Copenhagen. Det oplyser Shape Robotics i en pressemeddelelse.

Ifølge CEO André Fehrn giver det i lyset af det seneste års store vækst mening at rykke en tak opad i børshierakiet.

- En notering på hovedbørsen er et naturligt næste skridt for os, som vil vække interessen hos andre store institutionelle investorer, som ikke kan investere i First North‐selskaber. Jo bredere finansieret Shape Robotics kan blive internationalt og jo flere store og små investorer, der kommer med på vores vækstrejse, desto bedre er den ballast, som vi går fremtiden i møde med. Som vækstcase på Nasdaq First North har vi bevist “proof of business”, og vi ser frem til at levere en række resultater, der gør os yderligere klar til at åbne det næste kapitel i vores historie med en eventuel op‐notering i 2023, siger André Fehrn i pressemeddelelsen.

Desuden kan selskabet meddele, at de netop har fået en investering på 26 millioner kroner fra investeringsselskabet Fundamental Invest, der "sikrer likviditet til at følge den langsigtede vækstplan".

Hos Fundamental Invest lyder det fra investeringsrådgiver Michael Voss, at man ser stort potentiale hos vækstvirksomheden.

- Vi har fulgt Shape Robotics tæt i seks måneder og vælger nu at investere mere end 26 millioner kroner for at understøtte den videre vækstrejse. Ledelsen har en stærk faglig ballast og har vist et skarpt blik for at gribe de muligheder, som markedet for digital uddannelse byder på. Shape Robotics er med deres nøgleklare patenterede produkter og services utrolig godt placeret i en branche, der understøttes af en global digitaliseringstrend og som finansieres af enorme og allerede allokerede midler til digitalisering af undervisning, siger Michael Voss.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125