23948sdkhjf

Dansker bliver ny nordisk direktør hos international datacenter-kæmpe

Den globale datacenter-leverandør Digital Realty kan byde velkommen til en ny nordisk direktør i form af Pernille Hoffmann, der overtager posten fra den tidligere direktør Peder Bank. Pernille Hoffmann har været en del af Digital Realty's nordiske ledelse i otte år, hvor hun har betrådt stillingen som CFO.

Det oplyser Digital Realty, der for knap tre år siden overtog den europæiske datacenter-leverandør Interxion, i en pressemeddelelse.

Med sit indgående kendskab til virksomheden har Pernille Hoffmann været med til at udforme den nuværende forretningsstrategi, der fokuserer på at hjælpe nordiske kunder med at bygge it-infrastruktur med direkte forbindelser til de førende cloud-udbydere og service-providers gennem Digital Realty's platform.

- Jeg glæder mig til at træde ind i rollen som direktør, og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at styrke Digital Realty's position som Nordens førende datacenter-udbyder. Da vi efter tre år nu officielt er blevet en fuldt integreret del af Digital Realty, vil vores strategi have et endnu større globalt fokus, hvor vi kan supportere vores kunders globale colocation-behov, siger Pernille Hoffmann i pressemeddelelsen.

Interxion blev i 2020 opkøbt af Digital Realty for 56 milliarder kroner, og hele koncernen har nu skiftet navn til Digital Realty.

Sætter klimamål

Digital Realty har en global målsætning om at reducere sine datacentres direkte og indirekte udledninger med 68 procent inden 2030. Ifølge Pernille Hoffmann er der en række lokale tiltag i Danmark, herunder det nye datacenter CPH3, der skal bidrage til at nå det mål.

- Vi er meget opmærksomme på, at datacentre er blandt de højeste forbrugere af strøm, og i takt med at vores samfund bliver endnu mere digitaliseret, vil der kun ske en stigning i efterspørgslen på vores ydelser. Derfor er vi også ambitiøse i vores målsætninger på dette område, og vi arbejder målrettet med at forbedre energiudnyttelsen i vores centre blandt andet ved grundvandskøling, ligesom vi har indrettet vores nye CPH3-datacenter efter de førende standarder inden for energieffektivitet, siger Pernille Hoffmann.

I dag opererer Digital Realty mere end 300 datacentre fordelt på seks kontinenter, hvoraf tre ligger i Danmark. To er placeret i Ballerup og et enkelt i Valby.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109