B&O Play hædres for innovation og design
B&O Play kan snart fejre et års fødselsdag. Siden lanceringen på CES - elektronikmessen har både varemærket, produkterne og designet modtaget hyldest fra branchen og slutbrugere.
Så sent som 18. november modtog Beolit 12 den prestigefyldte pris Bedste Danske Gadget på Beep messen 2012, som fandt sted i weekenden. Tidligere i år var det Boligmagasinet, som uddelte prisen som Bedste Design 2012 til Beolit 12.
Det nyeste skud på stammen, musiksystemet BeoPlay A9, har også fået opmærksomhed efter sin lancering i begyndelsen af oktober. CES Innovations Awards 2013 har tildelt BeoPlay A9 den største anerkendelse ”Best of Innovations Award” i kategorien “High Performance Home Audio” 2013. Og fra det danske marked har Magasinet Mobil tildelt BeoPlay A9 prisen for ”Bedste Tilbehør 2012”
- B&O Plays produkter er generelt blevet vældig godt modtaget blandt slutbrugere og branchen for deres fantastiske lyd, men også det enestående design, udtaler Henrik Taudorf Lorensen.
- Det er nogle af Bang & Olufsens og dermed B&O Plays kernekompetencer. Vi er stolte over at modtage så fine anerkendelser og priser for netop vores lyd og design og håber, at vi også fremover kan blive ved med at overraske og imponere.