23948sdkhjf

Danske vindvirksomheder går efter Japan

Et politisk mål om at udvide kapaciteten fra 2,5 GW i dag til 50 GW i 2050 og lukrative feed-in tariffer har rykket Japan højt op på listen over interessante vindmarkeder.
Og danske leverandører går efter at blive first movers på markedet. En af dem er Fibox, der sammen med 10 andre danske virksomheder deltager i Japans første store vindenergimesse Wind Expo 2013 fra den 27. februar.

- Der er ingen tvivl om, at japanerne har indset betydningen af vindenergi, fordi de i dag er nødt til at importere energi for at dække behovet. Flere danske leverandører er derfor i gang med at etablere sig i Japan, fortæller Rikke Berg, business sector manager i Eksportforeningens Danish Wind Energy Group, der samler knap 140 danske leverandører til den internationale vindbranche.

Politisk støtte til vedvarende energi
Japans nyvalgte premierminister, Shinzo Abe, har udtalt, at han vil bygge nye atomkraftværker for at sikre økonomisk fremgang. Men denne udmelding vækker modstand hos befolkningen som følge af atomkraft-ulykken ved Fukushima-værket i 2011. Derfor understreger Abe, at han i fremtiden vil arbejde på at fremstille det bedste miks af japansk energiproduktion – en kombination af atomkraft og vedvarende energi.

Den japanske regering har planer om at øge investeringerne i vedvarende energi inden for de næste tre år. Målet er at have installeret 50 GW vindenergi i 2050 mod de nuværende 2,5 GW. De japanske feed-in tarif-fer, som var blandt de højeste i verden i oktober 2012, bakker op om dette.

- De høje feed-in-tariffer er en tydelig indikator fra Japan om, at vindenergi er meget velkommen. Danmark er allerede til stede på det japanske marked, hvor Vestas i øjeblikket sidder på 24 procent af markedsandelen som producent af vindenergi. Men der er plads til mange flere danske leverandører, siger Rikke Berg.

Fibox vil komme først
En af de leverandører, der allerede er på markedet, er Fibox, som producerer forskellige bokse til elektriske kabler. De opererer med vindenergi på globalt plan og er allerede etableret på det kinesiske marked for vindenergi. Nu trækker Japan også, og for godt et år siden grundlagde den danske virksomhed et dattersel-skab i landet.

- Vi har et håb om, at Japan er en god fremtidig investering. Det gælder om at være med fra starten, selv om der måske går to til tre år, før der kommer ordentlig gang i industrien. Vi vil være klar, når det virkelig gælder, fortæller Brian Nygaard Lund, global wind segment manager hos Fibox, og fortsætter:

- For at komme godt fra start i Japan deltager vi på Wind Expo 2013 her i februar. Vi anser netværk for at være essentielle for succes i Japan, så vi arbejder hårdt på at opbygge forhold til japanske autoriteter indenfor vindenergibranchen, slutter Brian Nygaard Lund.

Fakta: Vindenergibranchen i Japan
Baseret på rapporten ”Wind Energy in Japan 2012”, som trækker på japanske regeringskilder og er udarbejdet af Danish Wind Energy Group og SSP Technology
• Japans mål for 2050: Installation af 50 GW vindenergi
• Der er forventning om, at størstedelen af Japans vindenergi-produktion i fremtiden vil ske offshore
• Japans årlige køb af vindmøller og vindmølledele forventes at stige fra 300 mia. yen til 500 mia. yen i 2030.
• Japanske feed-in tariffer er blandt de højeste i verden
• Marts 2012: Vestas er den største producent af vindenergi i Japan med en markedsandel på 24 procent
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062