Ung EMS'er havde travlt og var tæt på fordobling af bundlinjen
Nok en gang kan den nordjyske EMS-virksomhed Ravi Electronics se tilbage på et år, hvor de har formået at vokse forretningen yderligere.
Den knap ni år gamle EMS'er gik knap 4 millioner kroner frem på toppen og voksede bundlinjen fra 1,8 til 3,4 millioner kroner i det, de to stiftere og direktører, Karsten Viborg og Esben Randers, beskriver som et travlt år.
- Selv på nordjysk kan vi godt sige, det var et godt år, siger Esben Randers.
Året var blandt andet travlt, fordi de i lyset af de seneste års efterspørgsel har indkøbt en ny SMD-linje og etableret en ny såkaldt pop-up-fabrik.
Den øgede ordretilførsel er kommet over hele linjen.
- Generelt kommer væksten både fra nye kunder, og fordi de enkelte kunders ordrestørrelser er vokset, siger Esben Randers.
Fortsætter i samme spor
Indtil videre går det også godt i det nye regnskabsår, der åbnede 1. oktober.
- Det ser lovende ud indtil videre. Vi følger budgettet for 2024 indtil videre, hvor vi gerne ser omsætningen vokse med 25-30 procent, siger Karsten Viborg.
Generelt er de to direktører også fortrøstningsfulde i det lange løb. De hæfter sig ved, at Ravi både har mange kunder og leverer til mange forskellige brancher, og dermed er de ikke i samme grad konjunkturafhængige.
- Så vi skal gerne kunne fortsætte med at vokse i samme spor. Ellers giver det heller ikke mening at investere i ny fabrik og nyt udstyr, siger Karsten Viborg.
Han henviser til virksomhedens pop-up-fabrik, de åbnede i oktober. De første erfaringer med fabrikken og den nye SMD-linje kan du læse mere om på Electronic Supply i næste uge.
Genoptryk af Original artikel skrevet af: Morten Hermann.