23948sdkhjf

Ny generation fejrer den gamle hos Selektro

Møldrup-virksomheden markerer, at tidligere administrerende direktør Jan Laursen har været 40 år i branchen.
Selektro blev en realitet i 2009 efter en fusion mellem Karl-Peter Andersens daværende Echo Electronics og Skals Elektronik, etablereret af Jan Laursen. Sammenlægningen skete med det formål at opnå en bedre og bredere forretningsplatform for begge selskaber og for samtidig at igangsætte et kontrolleret generationsskifte. De kommende år er det derfor planen, at Jan Laursens ejerandel i selskabet stille og roligt skal overgå til Karl-Peter Andersen.

- Vi har lagt op til et glidende generationsskifte, hvor Jan skal være købt ud i 2016, og så har jeg overtaget hans aktier, forklarer Karl-Peter Andersen til Electronic Supply.

Fortsætter på ubestemt tid
Formelt overtog Karl-Peter Andersen posten som administrerende direktør ved årsskiftet, men Jan Laursen er stadig særdeles aktiv i virksomheden.

- Nu har han fået titel af senior vice president, chief risk officer – så man kan sige, at det er ham, der har ansvaret for at sikre kvaliteten i maskinrummet, siger Karl-Peter Andersen, og fortsætter:

- Der er ikke lavet noget aftale for, hvornår han stopper, men han er dog begyndt at trappe lidt ned. Men jeg håber ikke, han stopper foreløbig, for vi har det rigtig godt med hinanden.

Fejres med reception
Jan Laursen startede som selvstændig helt tilbage i 1973, da han grundlagde virksomheden Skals Radio. I 1976 udviklede han en fuldelektronisk bremsetester til personvogne, og siden 1983 har selskabet udelukkende beskæftiget sig med elektronikproduktion.

Den 31. maj kan Jan Laursen så fejre 40 år som aktiv i elektronikbranchen, og det bliver selvfølgelig markeret hos Møldrup-virksomheden.

- Vi holder reception her på fabrikken fra kl. 13-16 for forretningsforbindelser og venner af huset, hvor der også bliver mulighed for rundvisning, fortæller Kart-Peter Andersen.

Er gået glat
Selv om direktør-posten hos Selektro har skiftet hænder, og der er lagt en plan for overdragelsen af aktierne, har Karl-Peter Andersen og Jan Laursen tænkt sig at fortstætte det tætte parløb i de kommende år.

- Der er rigtig mange generationsskifter, hvor to går sammen, og det ender skidt, fordi den ene ikke kan finde ud af at overlade roret. Men det her har virkelig været en succeshistorie, siger Karl-Peter Andersen.

- Alt er gået glat, og det har virkelig været en positiv oplevelse for os begge, slutter han.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047