23948sdkhjf

Nyt stort underskud hos robotvirksomhed – og ingen udsigt til sorte tal

Scape Technologies, der udvikler bin-picking-teknologi, har offentliggjort regnskab for 2022. Og det er dyster læsning.

Omsætningen endte på beskedne 6,1 mio. kr., hvilket var 2,2 mio. kr. dårligere end året før. Resultat efter skat blev forværret med 3,6 mio. kr. og endte med et underskud på 16,5 mio. kr.

- Selskabets største markedsområder var i 2022 præget af udskydelse af automatiseringsprojekter i forlængelse af Covid-19-krisen efterfulgt af krigen i Ukraine, stigende inflation og leveringsproblemer med negativ påvirkning af selskabets resultater til følge, skriver Scape Technologies i sit årsregnskab.

Udover påvirkningerne udefra har Scape Technologies i 2022 øget sine investeringer i udvikling markant. Målet er at åbne nye markeder uden for den tyske bilindustri, som ellers har været Scape Technologies hovedmarked.

- Derfor ønsker selskabet at fastholde og om nødvendigt styrke den nuværende kapacitet af udviklingsressourcer, så virksomheden kan komme hurtigere på markedet med nye løsninger, skriver Scape Technologies.

Af nye markeder nævner Scape Technologies blandt andet e-handelsindustrien, hvor man vil introducere løsninger til distributionscentre, og applikationer til det brede og hurtigt voksende robotautomatiseringsmarked ved hjælp af 3D-vision.

- Disse planer er i tråd med tidligere udmeldte planer for fortsat eksekvering af virksomhedens vækst- og internationaliseringsstrategi, der kræver øgede investeringer i forskning, produktudvikling og udvikling af distributionskanaler samt udvidelse af produktporteføljen, skriver Scape Technologies.

Selskabet har i 2022 sikret yderligere finansiering gennem en kapitalforhøjelse på 18,5 mio. kr. fra storaktionæren Shenzhen Scape Technologies Co., Ltd.

Der er dog behov for yderligere tilførsel af kapital til den fortsatte drift og eksekvering af selskabets vækst- og udviklingsstrategi. Derfor fik bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling i marts 2023 bemyndigelse til at gennemføre kapitalforhøjelser på i alt 15 mio. kr. frem til 22. marts 2028. Der er modtaget tilsagn fra hovedaktionæren Scape China om en kapitalforhøjelse på 8-12 mio. kr. i en rettet emission. Selskabet vil undersøge muligheden fra andre eksisterende og nye investorer for at skaffe de resterende op til 7 mio. kr.

I 2023 forventer Scape Technologies en omsætning på 6-9 mio. kr. Ved indgangen til året havde selskabet ordrer for 2,1 mio. kr. Resultat før skat ventes at blive et underskud på 14-16 mio. kr.

- Scape Technologies oplever en fortsat stigende interesse for bin-picking løsningerne på forskellige markedsområder samt Scape Package-Picker på distributionsmarkedet, og selskabet forventer derfor en betydeligt større omsætning i 2023 end i 2022, men har dog justeret vækstforventningerne i nedadgående retning på grund af den generelle økonomiske usikkerhed i Europa, skriver Scape Technologies.

Scape Technologies A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. kr. mio. kr.
Nettoomsætning 6,1 8,3
Bruttofortjeneste 1,6 4,5
Resultat af primær drift -12,8 -7,8
Resultat før skat -17,2 -13,5
Årets resultat -16,5 -12,9
Balancestatus 17,2 20,6
Egenkapital 10,5 8,5
Antal ansatte 19 18
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: robotter
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.469