23948sdkhjf

Vækstkomet rykker til USA: Vil være tættere på kunder og leverandører

Det går stærkt for Ishøj-firmaet UXV Technologies, der udvikler styringsenheder og komponenter til blandt andet droner og robotter.

De har uden udefrakomne investeringer gennem flere år vokset på omsætningen, og stifter og CEO Steven Friberg fortæller til Electronic Supply, at rejsen først lige er begyndt.

For i midten af maj åbner de deres første lokation i USA, hvor de kommer til at have produktion til især det amerikanske marked, der er blandt de største for virksomheden, der næsten udelukkende lever af eksport.

Tættere på kunder og leverandører

Ifølge Steven Friberg er det derfor oplagt at åbne op i USA, hvor UXV Technologies i første omgang slår sig ned i det østlige USA - den præcise placering vil UXV Technologies selv melde ud inden længe.

- Lige nu har vi udvikling, produktion og administration i Ishøj, og så kommer vi til at åbne produktion i USA for at komme tættere på kunderne. Vi har tæt på 100 procent eksport, og en stor del af den er til USA, så vi kan spare meget på logistikken og samtidigt komme tættere på kunder og leverandører, siger Steven Friberg.

Udvidelsen af produktionen kommer også som følge af, at UXV Technologies for nuværende har svært ved at følge med i Ishøj.

Selvom det blot er halvandet år siden, de flyttede ind, er de ved at løbe tør for plads.

Derfor er de også på vej til at udvide den danske produktion til at servicere det europæiske marked.

- Det kniber med pladsen her i Ishøj, så vi er på udkig efter mere plads og helst i lokalområdet. Helt lavpraktisk er det planen, at vi kommer til at rykke produktionen ud på en ny lokation og så udvide udviklingsafdelingen i de nuværende rammer, siger Steven Friberg.

Vækst uden investeringer

UXV Technologies har gennem flere år lavet flotte både top- og bundlinjetal.

I 2021 blev det til en bruttofortjeneste på godt 10 millioner kroner og en bundlinje på lige knap 2 millioner kroner, men ifølge Steven Friberg vil 2022 blive det første år med stor bundlinje, eftersom virksomheden gennem flere år har fokuseret mere på vækst end på indtjening, men de præcise tal vil han ikke komme ind på, før regnskabet er offentliggjort.

Virksomheden har blandt andet udviklet controlleren til Boston Dynamics' Spot-robot og har desuden flere internationale kunder.

Med undtagelse af enkelte opgaver indenfor fræsning af mekaniske elementer står virksomheden selv for hele produktionen fra printkort til færdig enhed.

De ejer selv domicilet i Ishøj, og stifter Steven Friberg har selv opbygget virksomheden organisk uden eksterne investorer, og ifølge Steven Friberg vil virksomheden forøge væksten de kommende år.

Om UXV Technologies

  • Leverer kontrolenheder til robotter og droner.
  • Har blandt andet Boston Dynamics, Panasonic og DTC Communications som kunder.
  • Blev stiftet i 2014 af Steven Friberg under navnet UAV Components.
  • Skiftede i 2021 navn til UXV Technologies.
  • Modtog i 2022 Børsens Gazelle-pris.

Kilder: UXV Technologies, virksomhedens årsrapporter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079