Gomspace genoptager suspenderet aftale og sikrer stort millionbeløb
Gomspace har genoptaget en tidligere suspenderet aftale, og det kan sende mange millioner til Nordjylland.
Den aalborgensiske nanosatellitudvikler har underskrevet en aftale med spanske Startical, der vil indbringe 4,1-4,6 millioner euro. Det svarer til 30,6-34,3 millioner kroner.
- Denne aftale giver vores højt kvalificerede team mulighed for at genoptage det suspenderede projekt og demonstrere vores stærke tekniske kapacitet. Desuden vil det gøre det muligt for vores state-of-the-art platform at understøtte Startical's næste skridt mod at blive den førende virksomhed inden for rumbaseret lufttrafikstyring, udtaler CFO Troels Dalsgaard i en børsmeddelelse.
Startical leverer i bredt omfang rumbaseret lufttrafikstyringsteknologi, og det specifikke projekt har til formål at demonstrere forbindelsesmulighederne mellem flyvelederen og flyet under flyvning via en relæsatellit i kredsløb.
Aftalen vil allerede sikre Gomspace 1,5 millioner euro (11,2 millioner kroner) i indeværende regnskabsår, hvorfor forventningerne til fjerde kvartal opjusteres.
Samarbejdet er en del af det EU-støttede Echoes-projekt, der har til formål at demonstrere mulighederne for en rumbaseret løsning til højfrekvent kommunikation i lufttrafikstyring.
Efter planen vil satellitten blive opsendt i 2025.