23948sdkhjf

Inviterede alle medarbejdere på hotel efter salg: - Vi har bevist, det ikke bare er tomme ord

Da Hans Henrik Pedersen og Birgitte Helenius solgte Seritronic til Mekoprint, gik en stor del af overvejelserne på, hvordan medarbejderne ville reagere.

Ville de være nervøse for at blive en del af en stor koncern som Mekoprint, og ville deres jobglæde, arbejdsplads og arbejdssted være i fare?

Som Hans Henrik Pedersen tidligere har fortalt til Electronic Supply, gjorde de to ejere et stort forarbejde for at sikre, at værdierne i de to virksomheder matchede, så ovenstående bekymringer ikke ville blive aktuelle. Men det var vigtigt for de to ejere at sørge for, at medarbejderne også var indforståede.

- Det var vigtigt for os at vise for vores ansatte, at værdierne fra det gamle Seritronic stadig bibeholdes.

- Vi har haft nogle af vores medarbejdere i alle 23 år, så der var nogle, der måske ville kunne se det som et opbrud i familien, siger Hans Henrik Pedersen.

Hotelophold og annonceringer

Derfor greb de annonceringen af ejerskiftet lidt atypisk an.

- Vi tog en dag ud af kalenderen, hvor vi lukkede fabrikken og inviterede alle 60 medarbejdere på hotelophold. Birgitte og jeg brugte formiddagen på at fortælle, hvad der var sket, det fremtidige ejerforhold og om hendes og min fremtidige position i firmaet. Efter frokosten kom Anders Kold og Morten Lundgreen (hhv. CEO for Mekoprint og direktør for Mekoprint Graphic Electronics, red.) forbi. De fortalte om, hvorfor Seritronic var interessant for dem, og hvorfor de havde købt virksomheden, siger Hans Henrik Pedersen.

Resten af dagen bød på middag efterfulgt af overnatning, og dagen efter drog de i fællesskab tilbage til arbejdet i Støvring. For Hans Henrik Pedersen er der ingen tvivl om, at det var den rette beslutning.

- Det har været vigtigt at give tryghed til medarbejderne, og det, føler jeg, de er landet fantastisk i.

- Når man i forbindelse med et ejerskifte fortæller, at der ikke kommer nogle ændringer, så tror nogle måske, det bare er noget, vi siger. Der, synes jeg, vi har bevist, at det ikke bare er tomme ord, siger Hans Henrik Pedersen.

Selvom Hans Henrik Pedersen og Birgitte Helenius på et tidspunkt ikke vil være at finde i dagligdagen på Mekoprint Seritronic, så er han alligevel overbevist om, at Anders Kold, Morten Lundgreen og co. vil holde fast i det, de har lovet.

- Anders Kold sagde under forhandlingerne, at Seritronic er en veldrevet virksomhed, så de ikke har nogle idéer om at komme og ødelægge det. Og de ord står ved magt, siger Hans Henrik Pedersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078