23948sdkhjf

Nordjysk sensor-virksomhed har fremtidssikret sig

Den nordjyske IoT-virksomhed Sensade har haft et begivenhedsrigt 2023.

Direktør Jens Korshøj fortæller, at Sensade i løbet af året har fået 1500 yderligere sensorer ud, så de nu er tæt på at ramme 4000. Det altoverskyggende højdepunkt i 2023 har dog været, at de har lavet om på sensoren, fortæller han.

- Vi har udviklet en ny sensor med et radarkomponent, som giver tæt på 100 procent præcision, siger Jens Korshøj.

Sensades første sensorer, der sammen med selskabets software bruges til at kortlægge ledige parkeringspladser, var bygget op omkring en magnetometer-teknologi. Magnetometeret har de holdt fast i, men med radarteknologien kan virksomheden øge præcisionen.

- Den er bedre til at sortere støj fra, og den er bedre på bås-niveau. Det betyder, at vi åbner op for detektering med enkelte båse til for eksempel handicappladser eller med ladestandere, siger Jens Korshøj.

Kunne lige så godt opgradere

Sensade har dog valgt at holde fast i magnetometer-teknologien sideløbende med radaren, fordi sidstnævnte har sine begrænsninger, når der er sne, regn, blade og deslige i vejen.

Jens Korshøj fortæller, at de gennem et stykke tid har ønsket at opgradere sensoren. For selvom den med magnetometer-teknologien ramte cirka 95 procent præcision, stræbte de efter mere.

- 95 procent er godt, men hvis fem ud af 100 kører forgæves, så giver det et nøk ned i værdien.

Derfor var komponentkrisen, der har ramt store dele af elektronikbranchen, en kærkommen lejlighed til at skifte ud.

- Det magnetometer, vi brugte, ville de stoppe med at producere. Så da vi alligevel ville blive nødt til at lave om på sensoren for at få et et nyt magnetometer ind, så kunne vi lige så godt opgradere med nogle af de ting, vi ønskede - blandt andet med radaren, siger Jens Korshøj.

Fremtidssikret print

En anden ændring blev, at de lavede tilpasninger i printet, så de fremover sikrer sig i tilfælde af lignende komponentkriser, fordi de nu kan skifte ud i enkelte komponenter uden at ændre på den grundlæggende struktur.

Dermed bliver virksomheden ikke ramt i samme grad, hvis et enkelt komponent skulle være utilgængeligt.

- På den måde er det fremtidssikret, fordi vi kan skifte ud i komponenterne uden at lave et nyt print, siger Jens Korshøj, der fortæller, at de får sensoren produceret hos den lokale EMS'er Tridane, der ligesom Sensade holder til i det østlige Aalborg.

Mulighed for nye projekter

Jens Korshøj kan fortælle, at Sensade går et stort 2024 i møde. Der er "en del projekter, vi skal levere til," fortæller han. Det drejer sig blandt andet om et større et af slagsen om el-delebiler i Københavns Kommune.

Desuden har de en nylancering på vej, som han dog ikke for nuværende kan afsløre mere om.

Sidste års færdigudvikling af den nye sensor har nemlig gjort det muligt at begynde at udvide forretningen.

- Det er noget, vi glæder os til. Og det er noget, vi kan fokusere på, fordi vi har styr på parkeringssensoren, siger Jens Korshøj.

Hellere vækst end bundlinje

Regnskabet for 2023 er endnu ikke offentliggjort, mens Jens Korshøj fortæller, at det kommer til at se godt ud. Omsætningen er fordoblet - ligesom den i øvrigt har været hvert år hidtil - og efter de i 2022 for første gang havde et plus på bruttofortjenesten, regner de med at lande på cirka 1,5 millioner kroner her.

Desuden er forventningen, at resultatet efter skat vil lande lige omkring nul. Men der er heller ikke forventninger om store overskud lige foreløbigt.

- Det er ikke vores strategi at have en stor bundlinje lige nu. Vi vil hellere se en pæn vækst end et stort årsresultat, lyder det fra Jens Korshøj.

Om Sensade

  • Stiftet i Aalborg af Jens Korshøj, Kenny Lafon og Thomas Olsen.
  • Har udviklet en sensor til parkeringspladser, der kan kortlægge ledige pladser og dermed spare bilister for at køre forgæves.
  • Har desuden leveret sensorer til brug på cykelstier, der kan måle vejtemperaturer og videregive informationer til trafikanter.
  • Har produktion hos en lokal EMS'er.

Kilde: Sensade

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094