Dansk halvleder-virksomhed overvejer at bygge milliardfabrik i udlandet
De er blandt verdens tre største producenter inden for feltet, men for fortsat at være konkurrencedygtige skal de udvide produktionen.
Frederikssund-virksomheden Topsil laver silicium-skiver i stor skala, og de påtænker at bygge en ny fabrik til op mod en milliard kroner. Men de stramme danske regler for statsstøtte kan betyde, at den vietnamesisk-ejede danske virksomhed kan ende med at bygge fabrikken i et andet land med mere gunstige støttemuligheder.
Sagen er den, at Topsil snart vil løbe tør for kapacitet til at følge med efterspørgslen, og derfor er en ny fabrik nødvendig, fortæller topchef Hans Peder Mikkelsen til Børsen. For nyligt har regeringen med erhvervsminister Morten Bødskov (S) i spidsen sat 1 milliard kroner af til statsstøtte, men det kommer kun til gavn for power-to-x- og vindmølle-virksomheder.
Dermed bliver en virksomhed som Topsil ifølge Hans Peder Mikkelsen efterladt på perronen, og derfor kigger de sig om efter alternative placeringer til en ny fabrik. Det kunne blandt andet være i USA, der har afsat 265 milliarder kroner til opførsel af chipproduktion i landet.
- Med de vilkår, man har i USA eller Italien for eksempel, kunne vi lige så godt etablere vores næste fabrik der, siger Hans Peder Mikkelsen og henviser til, at moderselskabet Globalwafers allerede har produktion verden over, hvorfor det ikke ville være af stor betydning, hvis den nye Topsil-fabrik blev lagt andetsteds end i Frederikssund.